ayo

23.10.2020 18:31

Fredag aften tog Striberne et smut til Lyngby for at spille mod Lyngby BK. Her hev de tre vigtige point med hjem til Odense, og det var fuldt fortjent.

Superligaen, sjette runde
Fredag d. 23. oktober, kl. 19.00, Lyngby Stadion
Lyngby BK - OB 0-3 (0-2)
0-1 Jeppe Tverskov (7.)
0-2 Ayo Simon Okosun (31.)
0-3 Jeppe Tverskov (49.)

Advarsler:
Lyngby BK:
Brian Hamalainen (47.)

OB:
Emmanuel Sabbi (14.)
Ayo Simon Okosun (33.)

Kampens forløb:
En fredag aften stod i 3F Superligaens tegn, og der var stribet bold på programmet. Efter en utilstrækkelig mængde point i de første fem kampe, var det vigtigt, at OB fik bolde i kassen.

Og hvem bedre til at lede med eksempel end personen med anførerbindet på armen? Jeppe Tverskov var årvågen og klappede til en nedfaldsbold efter hjørne. Venstrebenet sad godt på vores nummer seks, og han bragede bolden i kassen.

Herefter fulgte en fase, hvor kampen pulsede frem og tilbage, og vi kunne ikke for alvor få tag i kampen. Til gengæld kunne Ayo Simon Okosun få netmaskerne til at blafre efter knap en halv times spil. Et mesterligt hjørnespark af Jens Jakob Thomasen sendte bolden ind i panden på vores tårnhøje midtbanemand, og han satte den lige så mesterligt ind.

Meget mere nåede der ikke at ske i første halvleg, og vi kunne derfor gå til pause med en fortjent føring

Endnu en tidlig Tverskov-scoring
Ligesom Jeppe Tverskov lagde ud med en scoring i første halvleg, gjorde han det også i anden halvleg. Endnu en gang var han snedig og scorede efter en dødbold. Han placerede den køligt over i det lange hjørne og kunne atter juble med sine holdkammerater.

Efter 3-0-målet kom Lyngby en smule frem, men de virkede lidt kyste, og vi stod solidt defensivt. Samtidig præsterede vi godt spil med bolden, som vi kørte godt rundt.

Vi var tæt på at score til 4-0, da Janus Drachmann modtog en bold i siden af feltet, som han lagde indover til Mikkel Hyllegaard. Hyllegaard fik sat en flugtende tå på, men kunne desværre ikke styre den i kassen.

I kampens tillægstid blev Mikkel Hyllegaard stukket i dybden. Han kom en-mod-en med målmanden, men Thomas Mikkelsen kom godt ud og reddede bolden, som Hyllegaard fik sendt afsted lidt under pres. Trods den brændte chance kunne Striberne juble til sidst over en fortjent sejr og kunne drage mod Fyn med alle tre point.

OB:
Oliver Christensen – Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Marco Lund – Ryan Johnson Laursen (Mikkel Hyllegaard 82.), Jens Jakob Thomsen (Max Fenger 68.), Ayo Simon Okosun (Janus Drachmann 82.), Jørgen Skjelvik – Troels Kløve, Emmanuel Sabbi (Aron Thrándarson 68.), Mads Frøkjær (Oliver Lund 82.)

Bænken:
Sayouba Mandé, Oliver Lund, Janus Drachmann, Max Fenger, Sveinn Aron Gudjohnsen, Aron Elis Thrándarson, Mikkel Hyllegaard


Lyngby BK:
Thomas Mikkelsen – Jens Martin Gammelby, Kevin Tshiembe (Pascal Gregor 69.), Nicolai Geertsen, Brian Hamalainen – Mathias Hebo (Emil Kornvig 56.), Kasper Enghardt (Lasse Fosgaard 56.), Victor Torp – Rasmus Thellufsen (Ertegrul Teksen 46.), Emil Nielsen – Magnus Warming (Willads Delvin 69.)

Bænken
:
Frederik Schram, Lasse Fosgaard, Willads Delvin, Pascal Gregor, Filip Panjeskovic, Emil Kornvig, Ertugrul Teksen

Næste kamp:
1. november kl. 14.00, OB - AC Horsens, 3F Superligaen, Nature Energy Park.