Holdfoto

05.07.2020 09:30

U19-drengene kan vinde guld søndag eftermiddag. Det kræver en sejr i hjemmebanekampen mod FC Nordsjælland, og netop den kamp har vi taget en snak med cheftræner Kim Engstrøm om.

Søndag klokken 12.30 afgøres U19-Ligaen, når vi på hjemmebane møder FC Nordsjælland i en form for finale. Hvis vi slår nordsjællænderne, så er guldmedaljerne vores, og lykkes vi ikke med det, så vinder vi et flot sæt sølvmedaljer.

Søndagens kamp ser cheftræner Kim Engstrøm frem til med både glæde og spænding, og uanset resultatet er det kulminationen på en fantastisk sæson for de unge Striber.

- Vi glæder os til at spille årets sidste kamp, som er en eller anden form for finale; i og med vi kan tage et mesterskab med en sejr, og det glæder vi os til. Det er kulminationen på en fantastisk sæson, som er gået over al forventning for os. Vi har indfriet klubbens målsætning og vores egen oprindelige målsætning. Den opjusterede vi i løbet af året, og nu kan vi selv sørge for at få den mest fantastiske afslutning på en fantastisk sæson, siger cheftræner Kim Engstrøm.

Striberne er inden kampen placeret på andenpladsen, og der er to point op til Brøndby, som ikke har flere kampe tilbage. Dermed kan Striberne selv afgøre, hvilken karat medaljen skal være i; og siden første runde har Kim Engstrøms tropper været en del af titelkampen.

- Siden runde et har vi spillet med om guldet i en stærk U19-Liga. Vi har efter førsteholdets kamp mod Lyngby lørdag fået hele seks akademispillere til at debutere i 3F Superligaen. Så det er nok den bedste sæson i 100 år for os – både resultatmæssigt, men især udviklingsmæssigt. Tre spillere har skrevet fuldtidskontrakt med SL-truppen (Ibrahimagic, Vestergaard og Fenger), og det er vi utroligt stolte af, fortæller Engstrøm.

Efter coronapausen har Striberne ikke været flyvende, og det har været nogle mindre gode indsatser, der også kun har kastet to point af sig i de tre kampe. Engstrøm er heller ikke tilfreds med de første kampe, men han har en stor tro på, at det i morgen bliver til en sejr og dermed et sæt guldmedaljer.

- Samtlige spillere vil gøre alt for at slutte godt af i OB, men også for at slutte sæsonen så godt af som muligt. Vi har ikke selv været tilfredse med de tre første kampe; hverken spillemæssigt eller niveaumæssigt. Nu er det absolut sidste udkald, og det er vores sidste mulighed for at få guldmedaljer i denne sæson.

- I foråret har vi hele tiden været under pres; dels fordi vi har presset os selv, men også fordi de andre hold har jagtet os. Nu er det os, der skal jagte Brøndby, og det tror jeg godt kan være en fordel for os. Vi har selv bragt os i en enestående situation, hvor vi har en mulighed for at vinde guld; og hvis det mislykkes, så vil vi både være sindssygt glade og stolte over at vinde sølvmedaljer, siger U19-drengenes cheftræner.

Kampen er desværre lukket for tilskuere, men ved vores seneste hjemmebanekamp mod FCM, som også var lukket for tilskuere, fandt mange fodboldfans plads rundt om banen for at følge Striberne i jagten på guldet. Det samme kan man forestille sig bliver tilfældet søndag eftermiddag; Engstrøm forventer i hvert fald en fantastisk kulisse hjemme i Ådalen, hvor U19-drengene ikke har tabt siden maj måned i år 2019.

- Vi har en rigtig god gameplan for kampen. Spillerne har virkelig taget ejerskab frem mod kampen, og de har været med til at aftale, hvordan vi griber dagens kamp an. Forhåbentlig bliver det i en fantastisk kulisse med folk rundt om hegnet i Ådalen, siger cheftræneren.

Kampen er som nævnt lukket for tilskuere. Der er dog alligevel mulighed for at følge med i drengenes guldjagt, hvor der er kampstart klokken 12.30. Vi livestreamer nemlig kampen via vores videosystem ”Spiideo” – du finder link til kampen her.