DSC04133 copy

26.11.2021 14:00

Søndag eftermiddag spiller vi kalenderårets sidste kamp i 3F Superligaen, når vi hjemme på Nature Energy Park får besøg af FC Nordsjælland, og her skal den ifølge Kasper Larsen have fuld hammer fra første fløjt.

Der er tre vigtige point på spil, når vi søndag klokken 14.00 møder FC Nordsjælland hjemme på Nature Energy Park. Inden kampen er vi placeret side om side med gæsterne, og det er dermed tre betydningsfulde point, der er på spil.

- Den skal have fuld hammer på søndag. Det irriterer os helt vildt, at vi ikke har så mange point, som vi havde ønsket, så vi skal slutte det her efterår af med en sejr hjemme i Odense, siger Kasper Larsen.

Det bliver vores tredje kamp mod FC Nordsjælland i denne halvsæson. Først tabte vi til dem i 3F Superligaen, og i Sydbank Pokalen slog vi dem 4-1 efter forlænget spilletid. Nu gælder det en kamp i Odense, og her er Kasper Larsen sikker på, at vi kan tage sejren.

- Vi går altid ind til kampen med indstillingen om og troen på, at det er os, der tager de tre point. Det kommer vi selvfølgelig også til at gøre på søndag. Vi har et godt fodboldhold, og når vi præsterer godt, og vi sætter tingene sammen, så kan vi slå alle hold; det har vi bevist.

- Vi skal spille med hjertet, for vi har noget at bevise, og vi skal simpelthen have de tre point, slutter Larsen.

Inden kampen mod FC Nordsjælland kan du i Albani Fanzone spille julebanko med Rasmus Rudbæk. Her er der et væld af lækre præmier på spil, og første nummer råbes op klokken 12.30. Hvis du har billet til kampen, så er det fuldstændig gratis at deltage i julebanko.

Billetter til søndagens kamp kan du som altid købe lige her. Hvis du køber inden lørdag klokken 14.00, så sparer du 40 kroner i forsalgsrabat.