P6180864

02.07.2020 08:46

Lørdag skal vi op mod de nyslåede pokalvindere fra SønderjyskE, og begge hold går ind til kampen mod tre sejre i gruppespillet.

Der venter Striberne en hektisk afslutning inden gruppespillet er forbi med to kampe på fem dage. Første match er mod SønderjyskE lørdag d. 4. juli i Haderslev, og det er mod et hold, der nok møder op med brede smil.

Således vandt SønderjyskE deres første pokaltitel nogensinde onsdag aften, da det blev til 2-0 mod AaB i årets finale, som blev spillet på Blue Water Arena i Esbjerg.

Største triumf for klubben siden sæsonen 2015/16, hvor det blev til sølv med vores cheftræner Jakob Michelsen ved roret.

Hvis vi skal vende tilbage til nutiden, så er det de to mest formstærke hold i Pulje 2, der mødes. Begge har nemlig tre sejre ud af fire mulige, så på den konto venter der et lige opgør.

Vi slog værterne med 2-0 i den omvendte kamp, hvor Jeppe Tverskov og Troels Kløve stod for målene. Inden da var det blevet til 0-0 og 1-1 i grundspillet, så vi har en lille overhånd mode de lyseblå.

Desuden har de altså kun formået at score en enkelt gang imod os i denne sæson, og det er kun mod de formentligt kommende danske mestre fra FC Midtjylland, at de har scoret færre gange, hvilket så vil sige nul.

OB har ingen spillere i karantæne mod SønderjyskE, der til gengæld må undvære den tidligere OB´er Julius Eskesen, som blev udvist i pokalfinalen efter to gule kort.

Sander Svendsen har scoret fire mål i sine sidste syv kampe og kan for første gang score i tre kampe i træk i 3F Superligaen, hvis han netter mod SønderjyskE. Det må han i øvrigt meget gerne, for OB har ikke tabt, når nordmanden har scoret.

Og så lidt pudsig info at slutte af på: Vi har aldrig tabt til SønderjyskE i juli måned. Godt nok har vi kun mødt dem hjemme i disse kampe, men det er da rar viden inden kampen lørdag d. 4. juli, som spilles kl. 18 på Sydbank Park.