_DSC6200 copy

31.10.2021 08:25

Mandage kan bestemt godt være fede - det skal vi bevise mandag d. 1. november, når vi spiller provinsklassiker på hjemmebane mod AGF.

Det behøver bestemt ikke være en øv-dag, bare fordi der står mandag på kalenderen. Mandag d. 1. november spiller vi nemlig provinsklassiker hjemme på Nature Energy Park, når AGF kommer på besøg. Der er kampstart klokken 19.00, men allerede inden kampen sker der masser af fede ting.

Musiktalenter på scenen i Albani Fanzonen
I OB er vi vilde med at dyrke talentet - og det gælder både inden- og udenfor kridtstregerne. Derfor kan du i Albani Fanzonen opleve en gruppe unge musikere spille lækker live-musik, når de unge fynske drenge fra Zuperior går på scenen. Zuperior spiller noget musik, der godt kan lede tankerne hen mod Dizzy Mizz Lizzy, og de går på scenen klokken 17.30.

Fælles pre-match
Er du klar på at starte din mandag lidt tidligere, så kan du med fordel møde op på GASA Petanque- og Shufflebar klokken 16.30. Her er der nemlig fælles pre-match for alle stribede fans, og der vil være rig mulighed for lige at få smurt stemmebåndet, inden den skal have gas på tribunen til provinsklassikeren mod AGF.

Hyldest af Øens Hold og Bashkim Kadrii
Inden kampen skal vi hylde Bashkim Kadrii, der har spillet imponerende 200 kampe i den stribede trøje. Kamp nummer 200 spillede han på udebane mod FC Nordsjælland i Sydbank Pokalen, og inden kampstart hylder vi Bashkim Kadrii med klapsalver på banen, ligesom han får overrakt en særlig hjemmebanetrøje, der markerer jubilæet.

Når kampen fløjtes i gang, så spiller vi ikke i de sædvanlige striber. Til kampen mod AGF giver vi nemlig vores nye Øens Hold hyldesttrøje debut! De tre brede striber i midten af trøjen dannes af skrift, hvor vores 109 samarbejdsklubber står skrevet, og vi glæder os rigtig meget til at have jer alle med på banen i mandagens kamp.

Spar 40 kroner på billetten
Hvis du køber din billet til mandagens provinsklassiker inden søndag kl. 19.00, så sparer du 40 kroner pr. billet i forsalgsrabat - så skynd dig ind og køb billet, så du er klar til mandagens provinsklassiker.

Du kan købe billet til provinsklassikeren her.