Ludwig lover tænding mod sin gamle klub
Superliga

Ludwig lover tænding mod sin gamle klub

19 sep 2018

Alexander Ludwig og OB byder den gule fare op til dans på mandag, og det bliver en særlig kamp for den stribede forsvarsspiller.

På mandag kommer AC Horsens forbi Nature Energy Park, hvor Alexander Ludwig og OB-truppen står klar. Ludwig forventer en speciel affære, når han skal spille møde sin tidligere arbejdsgiver, som han skiftede fra i sommerens transfervindue efter én enkelt sæson i den østjyske klub.  

Det er en speciel kamp, jeg var der i sidste sæson og kender derfor en del af spillerne. Jeg glæder mig, jeg er meget tændt, og jeg ser helst, at vi slår dem. Det bliver samtidig en sjov kamp, og det ser jeg frem til. Horsens var dem, der gav mig chancen, og det er deres skyld, at jeg kan stå her i OB i dag, hvilket jeg værdsætter rigtig meget. Det var et stort skridt i min fodboldkarriere at skifte til OB fra Horsens. Selvom jeg kun var der i én sæson, var der mange mennesker i og omkring klubben, der er kommet til at betyde meget for mig, siger Ludwig og fortsætter:  

Det er ikke lang tid siden, at jeg skiftede, men der er allerede sket en del udskiftninger i Horsens. De har solgt mange spillere og fået nye talentfulde spillere ind. Det betyder, at jeg kommer til at spille overfor typer, jeg ikke selv har spillet sammen med. Derfor bliver det en kamp, der minder meget om alle andre, når man står overfor spillere, man ikke har noget personligt forhold til. Det er i hvert fald en kamp, hvor jeg vil jagte tre point sammen med holdet.  

Selvom der er blevet skiftet en del ud i spillertruppen hos den gule fare, er der stadig én person, som Alexander Ludwig glæder sig særlig meget til at spille overfor.  

- Der er en masse drenge, som jeg gerne vil have noget på, men hvis jeg skal vælge én, som jeg glæder mig særlig meget til at spille overfor, så er det Bjarke Jacobsen. Jeg har fået en del kopper kaffe med Bjarke i gennem tiden, og ham kunne jeg godt tænke mig at have et eller andet på - særlig håneretten.   

OB’s nummer 3 lægger ikke skjul på, at skiftet fra AC Horsens til OB er et skridt op fodboldmæssigt, hvor der er større forventninger til spillerne, og det nyder han at spille under.  

Jeg skiftede til OB, fordi jeg føler, at det er en større klub. Det er nok den største forskel, som jeg kan mærke. Mange ting er større omkring klubben, og det er en klub med større bevågenhed og en større historie. Der er et anderledes pres til os spillere, hvilket jeg godt kan lide at spille under. Dermed ikke sagt, at der ikke er forventninger i Horsens, men der er et større forventningspres til spillerne her i OB.  

I sidste sæson formåede Alexander Ludwig, som den eneste markspiller i Superligaen, at spille alle 36 kampe og samtlige 3240 minutter i den gule trøje, og han forsøger nu at gentage den bedrift i OB, hvor det indtil videre er blevet til ni optrædener i ni kampe. 

- Jeg er bare heldig med ikke at blive skadet. Jeg spiller midterforsvar, og jeg kommer i andre dueller, og dem kan min krop åbenbart godt klare. Den er godt bygget til at gå ind i dueller, men den er nok ikke skabt til de store sprinter. På den måde klarer min krop sig fint, og jeg har måske været heldig med, at jeg ikke er kommet ud for de store fysiske udfordringer. Det handler om ikke at tænke for meget på det. Jeg prøver at have balance i hovedet, og derved kan jeg også undgå at komme i situationer, der kan være farlige for kroppen. Jeg føler ikke, at jeg går ind i en duel på en speciel måde for at beskytte mig selv. Jeg går gerne ind med hovedet først, hvis det er det, der forventes, forklarer Ludwig. 

OB møder AC Horsens på Nature Energy Park mandag kl. 19:00, og du kan spare 40 kroner, hvis du bestiller din billet allerede nu. 

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik