27.02.2020 17:40

Skal man tro statistikken, så er der mål i vente på søndag, når vi får besøg af Silkeborg IF, som i den igangværende sæson blot har hentet en enkelt sejr på udebane.

Når Silkeborg IF gæster stadion i Odense, så har det set særdeles fornuftigt ud. Siden årtusindeskiftet har drengene fra Søhøjlandet blot taget sejren én gang, når de har gæstet Odense. Vi har ti sejre, mens det seks gange er endt uden vinder.

Samlet set har vi spillet 68 kampe mod Silkeborg IF i landets bedste række. Vi har vundet 31, de har vundet 20, og 17 er endt uafgjort.

Det er udsigt til en målrig kamp. I de i alt 30 kampe vi har spillet i Odense, er der i gennemsnit blevet scoret hele 3,27 mål pr. kamp.

Når vi på hjemmebane spiller mod et oprykkerhold, har vi for vane at være gode. Vi har vundet ni på stribe, og ikke én eneste gang har vi indkasseret mere end et mål i de kampe.

To spillere er i karantæne til kampen. Vi må undvære Oliver Lund, mens gæsterne fra Silkeborg IF må se bort fra angriberen Junior Brumado, som de har lejet i FC Midtjylland.

Kampens dommer bliver Sandi Putros, og han har inden søndagens kamp dømt os 12 gange. Vi har nuppet seks sejre, to er endt uafgjort, og fire gange har vi forladt banen uden point med Putros som dommer. Vores gæster har han dømt fem gange, og de har hentet syv point i de kampe (2-1-2).

I forårssæsonen har vi haft masser af afslutninger, men det har knebet med præcisionen. 31 gange har vi afsluttet, men det er kun fem af dem, som har været indenfor målrammen.

Silkeborg IF har det svært på udebane, hvor de blot har vundet en enkelt kamp i den igangværende sæson. Det var i øvrigt på udebane mod AGF, hvor de vandt med 4-3.

Kampens sidste kvarter er det eneste interval, vi har indkasseret flere mål end Silkeborg. Der har vi lukket otte mål ind, mens de blot har ladet bolden passere to gange i kampens sidste kvarter. Til gengæld har de fra det 61. – 75. minut måttet hive bolden ud af eget net hele 13 gange. I det samme tidsinterval har vi blot indkasseret tre mål.

I de 22 kampe der er spillet, har vi været bagud i ti af dem. For Silkeborg er det tal 19, og de har blot vundet en af de kampe, som de kom bagud i, mens de tre gange har fået et enkelt point.

Silkeborg IF er det mandskab i 3F Superligaen, som har indkasseret flest mål i form af 49. Det giver et snit på 2,23 mål pr. kamp. Vi har indkasseret 26 mål, hvilket er 1,18 pr. kamp.

Silkeborg IF er det mandskab, der har haft flest skud imod sig. 381 afslutninger har der været mod dem, 258 gange er vores modstandere kommet frem til en afslutning.

OB og Silkeborg er de to artigste mandskaber i ligaen, når det kommer til begåede frispark. Silkeborg har begået færrest, og vi har begået næstfærrest. Derudover er Silkeborg IF med 30 gule kort det hold, der har fået tildelt færrest, ligesom de endnu ikke har fået direkte rødt kort.

To af vores spillere, Janus Drachmann og Oliver Christensen, er startet inde i samtlige 22 kampe for os. Hos gæsterne er det kun Mads Emil Madsen, der er startet inde i sæsonens 22 første runder. Til gengæld har Filip Lesniak også fået spilletid i samtlige runder – dog kun 19 fra start.

Gæsternes topscorer i sæsonen er Ronnie Schwartz, og han tørner nu ud for FC Midtjylland. I den aktuelle trup er der fem spillere, som deles om titlen ”topscorer” med hver to mål.