PA229384

02.12.2019 13:41

Ulrik Pedersen er glad for, at Miraklet i Madrid bliver markeret i anledning af 25-års jubilæet for det største danske resultat i europæisk klubfodbold.

Miraklet i Madrid er en bedrift, som man aldrig glemmer, hvis man har striber i hjertet. 2-0 sejren over selveste Real Madrid på Santiago Bernabéu er det største resultat, et dansk hold har præsteret i europæisk klubfodbold, og sejren var ensbetydende med, at den spanske kongeklub blev slået ud af UEFA Cup´en af fynske OB.

Det er en meget vigtig del af Stribernes historie, og d. 6. december 2019 er det 25 år siden, at den utrolige kamp blev spillet i den spanske hovedstad.

Målet til 1-0 blev sat ind af Ulrik Pedersen, og han er virkelig glad for, at resultatet bliver markeret, når OB møder AaB d. 9. december kl. 19. Her er alle heltene fra dengang inviteret til at overvære kampen sammen med alle os andre:

- Jeg synes, at det er helt på sin plads. Vi så jo, da bogen om miraklet blev præsenteret samtidigt med den flotte trøje, som der skal spilles i, at der stadig er enorm interesse for den kamp. Det betyder stadig meget for folk at markere sejren. Vi spillere har ikke været samlet så meget siden dengang, så det er et fint initiativ.

Han bliver i disse dage tit mindet om, hvad der skete hin decemberdag i 1994:

- Referencerne kommer oftere og oftere, og 25-års jubilæum er jo en speciel ting. At fansene husker den kamp stadigvæk beviser bare, at der er noget at fejre. OB er en storklub med danske mesterskaber, pokaltitler og store kampe, som man er fælles om. Det har gjort OB til den klub, den er i dag, og det er vigtigt at dele de store oplevelser med fansene, siger han.

Til kampen på næste mandag spilles der i en specieldesignet trøje, som ligner den, som Ulrik Pedersen scorede i på Santiago Bernabéu. Det bliver første gang nogensinde, at OB spiller i gult og sort på hjemmebane, og det er en fed gimmick, mener Ulrik Pedersen:

- Det er jo fantastisk med trøjen, og jeg købte faktisk en af de allerførste eksemplarer. Den ligner til forveksling den gamle, og det må være specielt at spille i den. Min fra dengang hænger faktisk på en pub i Kolding, så mon ikke den får ekstra opmærksomhed i den kommende tid.

Han husker stadig, hvordan man var helt overvældet, da kampen var slut, og man havde slået Real Madrid på deres hjemmebane:

- Jeg mener, at vi sang en hel del i omklædningsrummet og nærmest ikke vidste, hvad vi skulle gøre af os selv. Sangen fortsatte i den grad i bussen, og da vi kom hjem til Beldringe, blev vi mødet af et fantastisk syn. Det var jo få timer efter slutfløjt, men at man havde mobiliseret så mange mennesker til at tage imod os, det var helt vildt. Bagefter var vi på Arkaden og fejre det, og byens borgmester var der også. Der gik lige nogle dage, før man rigtigt opfattede det hele, men det var en skøn tid.

Mandag d. 9. december er Ulrik Pedersen på plads på Nature Energy Park, og han håber, at se rigtigt mange Striber, når der fløjtes op.

- Det er noget særligt at kunne markere den kamp foran eget publikum. Jeg håber virkelig, at der kommer mange på stadion, så vi kan fejre begivenheden sammen, slutter målhelten fra Madrid.

På selve årsdagen markeres dagen med et gratis arrangement på Kick Off, hvor man se hele kampen igen.

Vil man på Nature Energy Park med heltene fra dengang, kan der købes billet til OB-AaB mandag d. 9. december kl. 19 her.