P7226585

27.06.2020 07:24

Hvis man skal tro på tallene, er der gode chancer for mål, når Lyngby Boldklub kommer på besøg.

Striberne spiller mandag den fjerde kamp i slutspillet, hvor det er blevet til to sejre og et nederlag. Lyngby Boldklub kommer på besøg på Nature Energy Park, og der venter endnu en spændende og måske målrig kamp og venter på os alle.

I hvert fald har vi scoret 31 mål i de sidste 13 hjemmekampe mod sjællænderne, og det giver et snit på 2,3 mål pr. kamp.

Da Lyngby var på besøg sidst, vandt vi hele 4-1. Det var i øvrigt Sander Svendsens debutkamp, hvor han satte to pinde i kassen.

Han scorede også i mandagens 2-1 sejr i Lyngby og er nu OB´s topscorer med 11 mål. Lidt pudsigt har OB ikke tabt, når Sander scorer. Det er blevet til syv sejre og en uafgjort i de kampe, hvor han har nettet. Bliv bare ved med det…

I sæsonens tre kampe mellem OB og Lyngby er der faldet 15 mål, så lidt hurtig hovedregning giver fem kasser på mandag, hvis tallene skal holde stik.

Lyngby er da også det hold, vi holder mest af at score imod. Således er det blevet til ni pinde mod De Kongeblå, og det er de fleste scoringer mod noget hold i 3F Superligaen fra vores side.

Vi vil slutte med at fortælle, at en del kedelige rekorder blev brudt ved seneste sejr. Det var første gang, at vi kom bagude og vandt i denne sæson, det var første gang siden oktober/november, at vi har vundet to kampe i træk, og så slog vi senest Lyngby på udebane for første gang i 12 år.

Den nye kamp mod Lyngby spilles mandag d. 29. juni på Nature Energy Park kl. 19. Der må komme 500 ind, og billetterne er allerede væk. Du kan følge kampen på vores live-Twitter OdenseBK_LIVE, TV3 Sport/Viaplay eller ”LIGA” på P3.