Sander

26.05.2020 17:56

I en sidste test inden 3F Superligaen genoptages, tog vi i mod AaB i en målrig træningskamp, hvor vi trods to føringer, måtte se os besejret i kampens sidste kvarter.

Træningskamp
Tirsdag den 26. maj, kl. 18.00, Nature Energy Park
OB – AaB – (2-1)
0-1 Oliver Klitten (15.)
1-1 Moses Opondo (39.)
2-1 Jeppe Tverskov (41.)
2-2 Jores Okore (53.)
3-2 Sander Svendsen (63.)
3-3 Kristoffer Pallesen (74.)
3-4 Tom van Weert (79.)

Vi startede kampen godt, og efter få minutter blev Aron Elís Thrándarson spillet fri i højre side og forsøgte at spille den på tværs til Jens Jakob Thomasen, men bolden blev blokeret til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark sendte Jens Jakob bolden ind til Thrándarson, men hans hovedstød gik over mål.

Efter et kvarters spil kom Kasper Kusk igennem i højre side af feltet, hvorfra han sendte bolden ind til Oliver Klitten, som prikkede bolden forbi en chanceløs Oliver Christensen til 0-1.

Vi forsøgte hurtigt at svare igen, og efter et par kombinationer mellem Oliver Lund og Moses Opondo blev bolden spillet tilbage i banen til Issam Jebali, der afsluttede første gang, men målmanden reddede skuddet.

Efter et fladt indlæg fra Jacob Barrett Laursen i venstre side, endte bolden ved Moses Opondo, der afsluttede i to omgange, og i andet forsøg passerede bolden målmanden, og Moses Opondo kom dermed på måltavlen for anden træningskamp i træk.

Kort tid efter hamrede Issam Jebali bolden mod mål og tvang Jacob Rinne til at give hjørnespark med en flot redning. Det efterfølgende hjørnespark gav en ny mulighed til os fra hjørneflaget, og på det følgende hjørnespark kom Jeppe Tverskov højest til bolden, og fra den forreste stolpe headede han bolden i mål.

Kort inde i anden halvleg tog AaB dog revanche på en dødbold, da et frispark fra Kasper Kusk i højre side af feltet endte i hovedet på Jores Okore, der fra den bagerste stolpe headede udligningen i mål.

Vi forsøgte hurtigt at svare igen, og kort efter kom Aron Elís Thrándarson igennem i feltet og spillede bolden på tværs til Mikkel Hyllegaard, der desværre måtte se sin afslutning reddet af den nordjyske målmand.

Kort tid efter forsøgte Mart Lieder sig med en afslutning fra kanten af feltet, men bolden ramte en AaB-hånd, så dommer, Mads-Kristoffer Kristoffersen, pegede straks på pletten. På det følgende straffespark eksekverede Sander Svendsen sikkert, da han bragte føringen tilbage til Fyn.

Med et kvarter tilbage af kampen lykkedes det for nordjyderne at udligne, da et indlæg fra Lukas Klitten fik lov til at passere gennem feltet til Kristoffer Pallesen, der halvflugtede bolden i mål.

Få minutter efter blev ondt værre, da Lukas Klitten kom igennem i venstre side og spillede bolden skråt tilbage til Tom van Weert, der fra kort afstand sparkede bolden i mål til slutresultatet 3-4.

Dagens startopstilling:
Oliver Christensen – Oliver Lund (Ryan Johnson Laursen, 46.) – Kasper Larsen (Daniel Obbekjær, 71.) – Jeppe Tverskov (Marco Lund, 46.) – Jacob Barrett Laursen (Robin Østrøm, 81.) – Jens Jakob Thomasen (Tarik Ibrahimagic, 77.) – Aron Elís Thrándarson (Mart Lieder, 62) – Troels Kløve (Max Fenger 81.) – Moses Opondo (Max Fenger, 46. (Sander Svendsen, 62.)) – Mads Frøkjær-Jensen (Jakob Breum, 81.) – Issam Jebali (Mikkel Hyllegaard, 46.)