Kontrakt

22.12.2021 16:25

16-årige Marcus McCoy har i dag åbnet en tidlig julegave, da han netop har skrevet under på en ungdomskontrakt med OB, der løber frem til sommeren 2024.

Om to dage er det juleaften, men allerede i dag har en af vores U17-spillere pakket den bedst tænkelige gave op. Det er en gave, han selv har været med til at lave, og det er en gave, der har været mange år undervejs. Marcus McCoy har nemlig gjort det så godt på fodboldbanen, at han i dag har skrevet under på en kontrakt, der gælder i de næste to og et halvt år.

- Marcus er et godt eksempel på, at hårdt arbejde lønner sig. Han har OB-DNA’et helt inde under huden, og fra han i en periode måske ikke havde fundet sin plads 100%, så fik han chancen på venstre back. Selvom han er højrebenet, så har han på venstre back udviklet sig fantastisk i det seneste år. Han har bidt sig fast på positionen, og selvom han har en defensiv position på banen, så er han stærkt medvirkende til, at vi scorer så mange mål. Ikke nødvendigvis ved at lave assists, men ved sin offensive løbevillighed skaber han rum til sine medspillere ved at være så offensiv i sin tilgang til spillet, siger Tonny Hermansen og fortsætter.

- Marcus har en stærk fysisk pakke, der gør, at han er et aktiv på holdet både offensivt og defensivt. I vores bagkædespil er han stærk rent defensivt, og han er en meget hurtig spiller, der samtidig har et stort løbepensum. Det gør, at han både kan løbe hurtigt, men også langt. Det er noget af det, vores backs skal være gode til, når vi ser nærmere på vores talent-ID. Så vi er rigtig glade for, at vi nu kan skrive kontrakt med Marcus. Det er er fuldt fortjent, at han gennem sit hårde arbejde nu får muligheden for at tage det næste step i sit fodboldliv, siger akademichef op Odense Boldklub Akademi, Tonny Hermansen.

For Marcus McCoy er det også stort at skrive under med Striberne, som er det hold, han har holdt med, siden han var barn. Derudover er OB også den klub, han har spillet i, siden han som U10-spiller skiftede fra Højby S&G til OB; så OB betyder rigtig meget for Marcus McCoy.

- OB betyder alt for mig. Siden jeg var lille, har jeg været på stadion med mine venner, ligesom jeg har været på stadion sammen med min mor rigtig mange gange, og jeg har altid været kæmpe fan af klubben. Jeg følger stadig med i alt, der sker om klubben, og jeg ved meget om historien, så det er kæmpestort for mig at skrive kontrakt med OB, siger McCoy of fortsætter:

- Til marts har jeg været OB-spiller i syv år, og det har krævet rigtig hårdt arbejde at kunne skrive kontrakt, og særligt i de sidste par år har jeg drømt om denne dag. Fordi OB betyder så meget for mig, som klubben gør, så er jeg særligt glad for, at det lige netop er i OB, jeg laver en kontrakt, og nu drømmer jeg rigtig meget om, at slå igennem, for jeg kunne ikke forestille mig noget bedre end at slå igennem i OB-trøjen.

Tonny Hermansen nævnte, at Marcus McCoy særligt i de seneste år har udviklet sig gevaldigt, og det er også sådan, Marcus McCoy selv oplever det.

- Jeg har særligt i den seneste halvanden sæson haft en rigtig stærk arbejdsmoral og motivation. Da vi ikke kunne spille fodbold på grund af corona, der arbejdede jeg sindssygt hårdt derhjemme, så jeg stod skarpt, da vi kom tilbage, og i foråret 2021 spillede jeg rigtig godt. Der fik jeg lidt mit gennembrud i OB, da jeg sammen med Tobias, der nu er på U19, udgjorde en rigtig stærk venstreside i vores gode forårssæson. Den seneste halvsæson her i U17 har jeg igen spillet rigtig fint, så nu glæder jeg mig til, at ferien slutter, og jeg igen kan komme ud på banen i OB-trøjen, slutter Marcus McCoy.

Marcus McCoy og resten af U17-mandskaber starter træningen op den 6. januar, og sæsonen begynder den 26. februar.