16.02.2020 20:28

Vi skabte masser af muligheder, men skarpheden og marginalerne manglede, da Brøndby IF løb med sejren i forårspremieren.

3F Superligaen, runde 21
Søndag 16. februar, kl. 18.00, Nature Energy Park
OB – Brøndby IF 0-2 (0-1)
0-1 Anthony Jung (8.)
0-2 Lasse Vigen (59.)

Advarsler
OB: Mads Frøkjær-Jensen (26.), Issam Jebali (38.)
Brøndby IF: Lasse Vigen (18.), Sigurd Rosted (43.), Anthony Jung (76.), Anton Skipper (82.)

OB: Oliver Lund, (83.)

Tilskuere: 9675

Kampens forløb:
Regnen havde væltet ned over Odense det meste af søndagen, men i regn og slud skal spillerne ud, og derfor var det ingen hindring for, at vi søndag aften tog hul på forårssæsonen med en hjemmebanekamp mod Brøndby IF.

9.675 tilskuere havde trodset vejr og vind og fundet vej til Nature Energy Park, hvor det fra første fløjt var en jævnbyrdig affære. Første forsøg tilfaldt Striberne, da Sander Svendsen med et kort aftræk sparkede bolden tæt forbi den nærmeste stolpe.

Banen var våd og glat, hvorfor det var forventeligt, at der undervejs ville opstå nogle tilfældige situationer, og det var præcis efter en tilfældighed, at Anthony Jung efter otte minutter bragte gæsterne foran. Det skete efter et hjørnespark, hvor bolden når at ramme en lille håndfuld spillere, inden en fri Anthony Jung pludselig kunne sparke kuglen i nettet.

Herefter fik OB sat sig en tand tungere på begivenhederne, men der manglede det sidste i næsten alle situationer. Det meget glatte underlag udfordrede tydelig begge mandskaber, , som havde svært ved at stå fast, men også i forhold til boldomgangen, som for ofte blev upræcis.

Det var os, der jagtede, og det var os, der var tættest på at score kampens næste mål. Først ved Troels Kløve efter en lille halv times spil. Han modtog bolden på kanten af feltet efter en fin pasning fra Mads Frøkjær, men afslutningen blev alt for høj. En smule senere var det så Issam Jebali, der var tæt på at bringe balance i regnskabet, mens hans frisparksforsøg ramte den forkerte side af sidenettet, og i første halvlegs sidste minut misbrugte Kasper Larsen en stor hovedstødschance.

Derfor var det et OB-hold der gik til pause bagud med en enkelt pind, men absolut med en begrundet tro på, at det kunne vendes i anden halvleg.

Allerede efter få minutter kom den første afslutning da også fra Striberne. Issam Jebali lavede lækkerier i gæsternes felt, hvorefter han forsøgte at sætte den ind ved den nærmeste stolpe, men Schwäbe kom i vejen med en flot redning.

Brøndby var sjældne gæster på vores banehalvdel, men når de var deroppe, havde de alle de marginaler, de skulle bruge. For ligesom deres første mål i kampen kom efter en tilfældighed, så var den anden scoring mindst ligeså tilfældig. Lasse Vigen trykkede af fra distancen, bolden blev rettet af, så den ændrede totalt retning og strøg i nettet til 0-2.

Til trods for scoringen fortsatte OB med at presse på, og kort efter var vi tæt på at reducere, først ved Kløve og sidenhen ved Mikkel Hyllegaard og Jebali, men ind ville bolden ikke.

Som kampen skred frem, satsede vi med flere angribere på banen, og Oliver Lund erstattede i slutfasen Sander Svendsen, så der kunne sparkes bolde frem efter ham. Han startede med at sende en fin bold ind efter Aron Elís Thrándarson, der desværre lige havde sneget sig ind i offside.

Kort efter fik Oliver Lund så marchordre fra dommer Michael Tykgaard, da han vurdere, at hans tackling på Mikael Uhre var for voldsom.

Mere skete der ikke i kampen, som dermed endte med et ærgerligt nederlag på 0-2 på en aften, hvor skarpheden og marginalerne var den helt store forskel på os og Brøndby IF.

OB’s holdopstilling:
Oliver Christensen – Kasper Larsen, Jeppe Tverskov, Alexander Juel Andersen – Ryan Johnson Laursen, Troels Kløve, Janus Drachmann (Aron Elís Thrándarson, 52.), Mads Frøkjær-Jensen (Mikkel Hyllegaard, 64.), Jacob Barrett Laursen – Issam Jebali, Sander Svendsen (Oliver Lund, 79.)

Bænken: Sayouba Mandé, Oliver Lund, Aron Elís Thrándarson, Jørgen Skjelvik, Marco Lund, Mikkel Hyllegaard, Tarik Ibrahimagic

Brøndby IF’s holdopstilling:
Marvin Schwäbe – Sigurd Rosted (Anton Skipper, 60.), Andreas Maxsø, Anthony Jung – Jens Martin Gammelby, Anis Ben Slimane, Lasse Vigen, Morten Frendrup, Kevin Mensah – Samuel Mraz (Mikael Uhre, 67.), Simon Hedlund (Jesper Lindstrøm, 85.)

Bænken: Mads Hermansen, Peter Bjur, Andreas Bruus, Anton Skipper, Jesper Lindstrøm, Simon Tibbling, Mikael Uhre

Næste kamp:
Søndag 23. februar, kl. 14.00 Randers FC – OB, Cepheus Park