_MG_0512

01.08.2022 15:42

Vi er blevet enige med Martin Hansen om en toårig aftale, så den 32-årige målmand omgående bliver en af striberne.

Martin Hansen er født i Glostrup, og han kommer senest fra den tyske klub Hannover 96, hvor han i 2020 skrev under på en treårig kontrakt, men den veksler han nu til en stribet kontrakt i OB.

 - I Martin får vi en internationalt erfaren målmand, som har en offensiv spillestil. Hans personlighed er udadvendt, og vores håb er, at hans kvaliteter vil udvikle både holdet og spillestilen, siger Björn Wesström, der er Fodbolddirektør i OB.

Martin Hansen spillede ungdomsfodbold i Brøndby IF, og herfra har karrieren blandt andet ført ham forbi Liverpool FC, FC Nordsjælland, SC Heerenveen, FC Ingolstadt, FC Basel og Hannover 96, men nu skifter han transferfrit til Odense Boldklub.

- Der er ingen tvivl om, at jeg er superglad for, at det har kunnet lykkes. Jeg har haft en drøm om at vende tilbage til Danmark, og nu var timingen rigtig. Jeg havde Lars Høgh som målmandstræner i FC Nordsjælland, og det var tydeligt at mærke, at OB var en speciel klub for ham, så det er med en god mavefornemmelse, at jeg nu skriver med klubben, siger Martin Hansen og fortsætter:

- Jeg håber, at jeg kan bidrage med noget ro, vindermentalitet og glæde. Men først og fremmest håber jeg at kunne hjælpe til at vinde nogle fodboldkampe, for sejrene er det allervigtigste.

Men sejrene er ikke det eneste, den nye målmand ser frem til, da han også glæder sig til at flytte til Odense med familien.

- Jeg har kun hørt positive ting om Odense, og jeg er sikker på, at familien og jeg får brugt masser af tid i byen. Det kunne være noget af det fedeste at få Odense samlet om klubben, og det håber jeg, at jeg kan bidrage til, siger Martin Hansen.

Vi er blevet enige med Martin Hansen om en toårig kontrakt, så vi nu har papir på hinanden frem til sommeren 2024, og i OB får Martin Hansen trøje nummer 1.