Mathias Jørgensen på fuld tid
Alka Superliga

Mathias Jørgensen på fuld tid

18 jun 2018

Mathias Jørgensen har mandag skrevet under på en seniorkontrakt i OB, og han rykker op i førsteholdstruppen med det samme.

OB har skrevet en tre-årig kontrakt med angriberen Mathias Jørgensen. Den 17-årige topscorer fra U19-Ligaholdet bliver således fuldtidsprofessionel på OB’s førstehold, hvor han allerede er noteret for tre kampe.

Den unge angriber Mathias Jørgensen har underskrevet en fuldtidskontrakt med OB. Kontrakten gælder de kommende tre år, og dermed kan den lynhurtige angriber, der blev noteret for 21 mål i 21 kampe i U19 Ligaen i den forgangne sæson, sætte fuld fokus på fodboldkarrieren.

- Mathias har nogle helt særlige spidskompetencer, der gør ham rigtig interessant for os. Han er meget hurtig og træfsikker, og når han efterhånden får lagt lidt ekstra på sin fysik og sine evner med ryggen mod mål, så har han potentialet til at tage de sidste skridt mod Superligaen. Selvom Mathias kun er 17 år gammel, har han allerede vist sit værd i flere sammenhænge, og hans mange mål i U19 Ligaen er fulgt op af otte scoringer for vores Reserveliga-hold, hvilket også vidner om, at han kan begå sig blandt fuldvoksne fodboldspillere, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Mathias Jørgensen, der oprindeligt er fra Hundested i Nordsjælland, slutter sig dermed til gruppen af OB’s unge egenudviklede spillere, der tager skridtet op i ligatruppen denne sommer. Jonathan Harboe og Mads Frøkjær træder også skridtet op i ligatruppen, og sammen med Julius Eskesen og Oliver Christensen er de blandt de nye unge OB’ere, der kandiderer til at være fremtidens spillere i klubben.

- Vi er superstolte over, at vi kan rykke tre spillere direkte op fra akademiet til førsteholdet, hvor Oliver Christensen og Julius Eskesen har tyvstartet i det seneste år, selvom de reelt stadig var U19 spillere. Mathias er en spiller, der har en imponerende speed og målfarlighed, og der er næppe nogen tvivl om, at han med hårdt arbejde og stort fokus kan blive en spændende superligaspiller. Da han kom til OB, var han kantspiller, men han har taget udfordringen op og arbejdet hårdt, så han nu er en superskarp angriber, og det har ikke bare udmøntet sig i debut i Superligaen, men også på både U18- og U19-landsholdene, siger OB’s talentchef Tonny Hermansen.

Mathias Jørgensen spillede i sin barndom i Hundested IK, inden han skiftede til FC Nordsjælland og derfra videre til OB for halvandet år siden.

- Det er en stor drøm at skrive under på en fuldtidskontrakt i OB, der er en klub, der har gjort rigtig meget for mig. Jeg har valgt OB, fordi de har gjort rigtig meget for mig, og fordi jeg kan se, at klubben kan gøre meget for mig i min fortsatte udvikling. Jeg har allerede fået tre førsteholdskampe, men mere vil have mere, og det har kun givet mig blod på tanden. Jeg skal blive stærkere og mere robust, så jeg bedre kan stå imod, og så skal jeg udvikle mit hovedspil, samtidig med at jeg holder fast i min hurtighed og videreudvikler den. Det er jeg overbevist om vil ske i de kommende år, for jeg får en start på tilværelsen som fuldtidsprofessionel, hvor jeg har en god tryghed, i og med at jeg med OB’s tilgang til unge spillere allerede kender omklædningsrummet og føler mig som en del af gruppen, siger Mathias Jørgensen.

Mathias Jørgensen slutter sig til OB’s førstehold med det samme og bliver tildelt rygnummer 25.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik