DSC09459

05.03.2021 12:57

Jakob Michelsen er glad for den stabilitet, hans tropper har udvist i foråret, men han er samtidigt opmærksom på, at kvalifikationen til Mesterskabsspillet muligvis først afgøres i sidste spillerunde af Grundspillet.

2021 har været med pil op for Striberne. Det startede godt nok med et nederlag til Lyngby Boldklub, men siden da har vi spillet fem kampe i 3F Superligaen, hvor vi ikke har tabt en eneste. Det vidner om, at vi er inde i en stabil periode, og det er også sådan, cheftræner Jakob Michelsen oplever det.

- Skal man beskrive foråret med et enkelt ord, så må det være stabilitet. Fraset sneboldkampen mod Lyngby, hvor vi også kom i undertal undervejs, er vi i 2021 ubesejrede i 3F Superligaen. Vi er nu oppe på fem kampe på stribe, hvor vi har hentet point. I de seneste ni kampe har vi kun tabt en enkelt, og ser man på de ni kampe, så har vi maksimalt lukket ét mål ind i dem. Så vi er stabile, og vi har en stærk defensiv, som giver os en rigtig god base at spille ud fra, siger Jakob Michelsen.

Torsdag gæstede vi SønderjyskE, som ligger side om side med os i tabellen. Her blev det til et enkelt point, og selvom vi kom tilbage efter at være kommet bagud, føler Michelsen, at vi kunne have fået mere end et point ud af kampen.

- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at vi endnu en gang viste god moral og formåede at komme tilbage i en kamp, efter vi var kommet bagud. Samtidig er jeg dog også ærgerlig over, at vi ikke tog alle tre point, for det synes jeg, vi havde fortjent på baggrund af vores anden halvleg. Vi vinder kampen på stort set alle parametre, men desværre ikke det vigtigste, som alt andet lige er måltavlen. Men vi fik et enkelt point med hjem, og det point kan også vise sig at være rigtig vigtigt, når regnskabet skal gøres op efter 22. runde, siger Michelsen.

Der er mange kampe for tiden, og næste opgør spiller vi allerede søndag aften klokken 20.00. Her er Vejle Boldklub modstanderen, og Jakob Michelsen forventer, at det bliver en ny både tæt og svær kamp.

- Jeg synes, Vejle er et godt hold, så der venter os utvivlsomt et nyt tæt opgør. Vejle har vist, at de har nogle spændende typer, og de har mange spillere, der er rigtig gode individuelt. Det er et internationalt hold, der har stor erfaring, og det er et hold med mange landsholdsspillere i førsteholdstruppen. De har spillet mange jævnbyrdige kampe i denne sæson, og jeg har en klar forventning om, at det også bliver en jævnbyrdig kamp søndag aften.

Hvis man fløjtede 3F Superligaens Grundspil af i skrivende stund, så ville vi kvalificere os til Mesterskabsspillet. Der resterer dog fortsat tre runder af Grundspillet, inden fårene skilles fra bukkene, og Michelsen tror ikke, der er noget, der er afgjort, før Grundspillets sidste kamp den 21. marts er fløjtet af.

- Kampen om de sidste pladser til Mesterskabsspillet er helt vildt åben og tæt, men i og med at vi lige nu ligger på sjettepladsen, så er det fortsat helt op til os selv. Der er seks hold, der kæmper om to pladser, så det bliver et hundeslagsmål. Sandsynligvis bliver det først afgjort i sidste spillerunde af Grundspillet, og vi skal huske på, at uanset om man ender på den ene eller anden side af stregen, så skal der også spilles fodbold efter runde 22, siger Jakob Michelsen.

Næste kamp for Michelsens tropper er søndag aften klokken 20.00, når vi møder Vejle Boldklub på Vejle Stadion. Kampen spilles desværre uden tilskuere, men du kan følge den direkte på TV3 Sport.