12.02.2022 15:41

Vi havde chancer nok til at snuppe sejren i opstartens sidste træningskamp, men FC Zorya var mere effektive end os, og de løb med en sejr på 3-2 efter en fin fodboldkamp.

Træningskamp
Lørdag d. 12. februar kl. 14.00, Belek (Tyrkiet)
OB – FC Zorya Luhansk 2-3 (1-1)
0-1 (4.)
1-1 Issam Jebali (24.)
2-1 Issam Jebali (53.)
2-2 (60.)
2-3 (76.)

Kampens forløb:
Det var opstartens sidste træningskamp, der ventede Striberne lørdag eftermiddag. Modstanderen var ukrainske FC Zorya Luhansk, der i efteråret spillede med i Conference League. Og det var ukrainerne, der kom bedst fra start. Der var faktisk kun spillet fire minutter af kampen, da de sparkede sig foran med 1-0, efter da havde taget et hurtigt frispark, der tog fusen på OB-forsvaret.

Et kvarters tid inde i kampen pegede kampens litauiske dommer på pletten, efter Tverskov gik for hårdt til den inde i feltet. Hans Christian Bernat kom dog stærkest ud af den duel, da han hoppede til sin egen højre side, hvor han reddede forsøget – og dermed sørgede for, at vi fortsat kun var nede med en enkelt scoring.

Redningen gav noget momentum, og efter 24 minutter fik vi bragt balance i regnskabet. Sander Svendsen erobrede bolden omkring midterlinjen, hvorefter han spillede den videre til Jebali. Han drev bolden frem, inden han sendte den ud til højre, hvor Sabbi kom stormende. Sabbi forsøgte sig med et fladt indlæg, som Zorya fik blokeret. Max Fenger var dog hurtigt over bolden, og han fik sendt den skråt tilbage til Jebali, der sparkede den i kassen til 1-1.

Jakob Breum kom på banen efter en halv times spil, og bare efter fem minutter kom han frem til en glimrende mulighed, da Sander Svendsen spillede ham fri i højre side. Hans afslutning fra kanten af feltet manglede dog lidt kvalitet, og keeperen tog sig af den uden de store problemer. I sidste minut af første halvleg var det Zorya, der forsøgte sig på et frispark, men HC var på plads, og så kunne holdene gå til pause med 1-1 på tavlen efter en glimrende første halvleg.

Fem minutter inde i anden halvleg erobrede Breum bolden ved midterlinjen. Han drev den frem til feltet, hvorefter han spillede Jebali fri. Vores tunesiske offensivspiller forsøgte af afdrible keeperen, og han fældede Jebali, hvorefter dommeren pegede på pletten. I den disciplin var vi noget skarpere end vores modstandere, og Jebali sparkede sikkert bolden i nettet til en fynsk føring på 2-1.

Føringen holdt desværre kun i små ti minutter, før der blev udlignet. En Zorya-spiller lavede gode ting på deres venstrekant, hvorefter han spillede den skråt tilbage til en holdkammerat, der tæskede bolden i kassen til 2-2.

Herefter fulgte en god OB-periode, hvor vi tre gange var tæt på at komme foran med 3-2. Først ved Jebali, dernæst ved Sander Svendsen og til sidst ved Jakob Breum. Effektiviteten manglede desværre, og så er det ofte sådan i fodbold, at man bliver straffet, når man ikke udnytter sine chancer.

Det blev vi også i dag, da FC Zorya med et kvarter tilbage af kampen bragte sig på sejrskurs på en omstilling. Minuttet efter var det tæt på at blive 4-2, men Mihajlo Ivancevic reddede på stregen, efter Hans Christian Bernat var blevet afdriblet.

Vi forsøgte at svare tilbage, men vi kom ikke igennem til den helt store chance. I sidste minut fik vi påbegyndt en god omstillingsmulighed, men Jakob Breum blev savet midtover af modstanderen, der blev vist det røde kort. Derefter lykkedes det os ikke at skabe den chance, der skulle til, og dermed endte det med en sejr til ukrainerne på 3-2 i opstartens sidste træningskamp.

OB’s holdopstilling:
Hans Christian Bernat - Nicholas Mickelson (Marcus McCoy, 87.), Kasper Larsen (Alexander Juel, 46.), Mihajlo Ivancevic, Joel King (Jørgen Skjelvik, 72.) - Ayo Simon Okosun (Robin Østrøm 87.), Jeppe Tverskov (Troels Kløve, 72.), Issam Jebali (Gustav Vinter, 87.) - Emmanuel Sabbi (Jakob Breum, 60.), Max Fenger (Bashkim Kadrii, 60.), Sander Svendsen (Tobias Augustinus-Jensen, 84.)

Næste kamp:
F.C. København – OB, 20. februar kl. 18.00, Parken