_DSC9209 copy

24.01.2022 18:43

Vi er blevet enige med AC Horsens om en lejeaftale af Moses Opondo, så den dynamiske midtbanespiller vil repræsentere den østjyske fodboldklub i foråret.

Moses Opondo kom til Odense i juni 2019, og her har han nået 72 kampe i den stribede trøje. I foråret bliver det dog en gul fodboldtrøje, han vil trække over hovedet, da han resten af sæsonen er udlejet til AC Horsens.

- Vi er rigtig glade for at have Moses Opondo i truppen, da han er topprofessionel både på og uden for banen. Vi må dog erkende, at for Moses egen udvikling er det ikke blevet til nok minutter på banen, og derfor har vi besluttet at udleje ham resten af foråret. Vi ønsker derfor Moses held og lykke med den resterende del af sæsonen, og så håber både vi og han, at han får succes og spilletid hos AC Horsens, siger sportschef i OB, Michael Hemmingsen.

Moses Opondo, der foreløbigt har to landskampe på CV´et for Uganda, startede karrieren i AaB, inden han skiftede til Vendsyssel FF, hvorfra turen gik videre til OB i sommeren 2019.

- Jeg nyder at bo i Odense med mine kone, og de venner vi har fået. Fansene i Odense er rigtig gode til at bakke op – også i de svære perioder – og her bliver man altid modtaget med kæmpe bifald. Det har også været rigtig godt at være i OB, hvor der er god konkurrence om pladserne, men med mine ambitioner har jeg kigget efter en bedre mulighed for spilletid, siger Moses Opondo, der resten af sæsonen vil repræsentere AC Horsens.

Lejeaftalen med købsoption løber frem til den 30. juni 2022.