PA061210

22.11.2018 10:26

For at yde vores fans en højere service og dermed en bedre stadionoplevelse bliver Nature Energy Park fremover kontantløst stadion, og det betyder, at der fra næste hjemmekamp betales med betalingskort, MobilePay eller det nye værdikort, OB Pay på OB’s hjemmebane.

Når vi den 1. december tager i mod Vendsyssel FF i Superligaen, er det slut med at betale med kontanter på Nature Energy Park. Det sker for at øge ekspeditionshastigheden og dermed mindske ventetiden i køerne ved tribuneboderne.

-  Det kontantløse stadion er en milepæl for OB, som vi har set frem til i lang tid. Det er et stort skridt i klubbens digitale transformation, der skal bidrage til at give vores fans en bedre stadionoplevelse, når de er på Nature Energy Park. Samtidigt har det den fordel, at det gør arbejdet en hel del nemmere for vores frivillige, der betjener tribuneboderne på stadion, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.

Til fodboldfans uden betalingskort eller MobilePay tilbydes fremover et alternativ i form af værdikortet, OB Pay, så alle kan forsyne sig i tribuneboderne. I billetvognen foran hovedindgangen, ved Albani Fanzone og i Faxe Kondi Familiezonen vil du kunne finde vekselboder, hvor det er muligt at indsætte kontanter på dit OB Pay-kort, som du efterfølgende kan bruge til at betale med i stadions øvrige boder.