DSC00197 copy

02.11.2021 14:41

Der var højt tempo, og der var masser af chancer i begge ender, da vi tirsdag tabte med 2-0 i Reserveligaen til SønderjyskE.

Reserveliga
Tirsdag d. 2. november kl. 14.00, Ådalen
OB – SønderjyskE 0-2 (0-0)
0-1 Emil Frederiksen (54.)
0-2 Kristofer Kristinsson (63.)

Kampens forløb:
Tirsdag eftermiddag var reserverne i aktion i Ådalen, hvor SønderjyskE var på besøg. Det var to stærkt besatte reservemandskaber, der var i kamp, og det gav en både tempofyldt og underholdende omgang fodbold.

Der var bare spillet ti minutter af kampen, da vi fik kampens første store chance. Gæsterne blev tildelt et straffespark efter en tackling, der ellers så ganske ren ud fra sidelinjen. Dommeren så den dog anderledes, og så var der lagt op til en duel fra pletten mellem Sayouba Mandé og Kristofer Kristinsson. Den duel kom Mandé stærkest ud af, da islændingen sparkede bolden på stolpen, og så var det fortsat 0-0.

Cirka halvvejs inde i kampen var gæsterne så igen tæt på. Denne gang var det på en omstilling efter et hjørnespark til Striberne, men en stærk redning fra Sayouba Mandé sørgede for, at det stadig var helt lige på måltavlen.

Striberne havde mange gode optræk til chancer, og de offensive spillere var gode til at finde hinanden i kombinationerne. Når den afgørende aflevering skulle sættes, så manglede den sidste præcision desværre for ofte, og derfor sluttede første halvleg uden scoringer.

Anden halvleg startede noget bedre for Striberne, der allerede i de første fem minutter fik skabt to store chancer. Først til Luca Kjerrumgaard, der desværre sparkede lige på keeperen, og bagefter var det Jebali, der kom alene igennem efter en skarp aflevering fra Bashkim, men her hev gæsternes keeper, Nicolai Flø, en stor redning ud af ærmet.

Det kan hurtigt blive dyrt, når man ikke scorer på sine chancer, og det blev det også for Striberne i dag. Kort efter udnyttede gæsterne nemlig en sløset forsvarsaktion fra striberne. Derefter var de to sønderjyder alene med Sayouba Mandé, og her spillede Kristofer Kristinsson bolden på tværs til Emil Frederiksen, der sparkede bolden i kassen.

Kort efter var Faris Moumbagna fra gæsterne ved at gøre det til 2-0, men en stærk redning fra Sayouba Mandé forhindrede det, men fem minutter senere kunne Mandé ikke forhindre det. Mads Hansen spillede Kristofer Kristinsson fri i dybden, og islændingen sparkede køligt bolden i kassen til 2-0.

Selvom SønderjyskE var foran med 2-0, så var OB ikke uden muligheder for at komme tilbage i kampen. Troels Kløve var efter 68 minutters spil tæt på at reducere. Han erobrede selv bolden højt oppe på banen, da han med en glidende tackling tog bolden fra Robin Schouten, hvorefter han tog et træk ind i banen og trykkede af mod kassen. Nicolai Flø havde dog læst, at han ville sparke i det korte hjørne, og han kom ned og reddede forsøget.

I slutfasen var vi så tæt på en scoring, som man overhovedet kan komme. Bashkim Kadrii trykkede af med venstrebenet, men hans afslutning strøg op på overliggeren. Luca Kjerrumgaard var hurtigt over returen, som han også sparkede på overliggeren.

Dermed lykkedes det os ikke at få bolden i kassen, og så tabte vi en underholdende fodboldkamp i Reserveligaen med 2-0 til SønderjyskE.

Kommentar fra Henrik Hansen:
Hvis vi ser bort fra resultatet, fik vi, hvad vi kom efter. Det var en god og tempofyldt fodboldkamp mod en rigtig god modstander. Der var gode tendenser undervejs, og der var chancer i begge ender af banen. At kampen ender som den gør, der må vi kigge på os selv og sige, at det er fejl fra os selv, der giver dem mulighederne.

Der var flere spillere, der leverede en kamp på et rigtig godt niveau. Blandt dem Elias Hansborg, og det er dejligt at se en U17-spiller fra vores Akademi gå ind og levere en god præstation på det her niveau.

OB’s holdopstilling:
Sayouba Mandé – Robin Østrøm, Kasper Larsen, Christian Vestergaard (Samuel Juel, 62.), Mathias Brems (Aske Adelgaard, 46.) – Tarik Ibrahimagic, Troels Kløve – Elias Hansborg Sørensen (Charly Nouck Horneman (62.), Issam Jebali (Magnus Saaby, 62.), Jakob Breum (Luca Kjerrumgaard, 46.) – Bashkim Kadrii