Nicklas Helenius solgt til AGF
Førsteholdet

Nicklas Helenius solgt til AGF

07 jul 2019

Lørdag har OB solgt Nicklas Helenius til AGF. Skiftet sker med øjeblikkelig virkning.

Tilbage i sommeren 2017 skiftede Nicklas Helenius fra AaB til OB på en fri transfer efter et lejeophold i Silkeborg IF. Og nu, to år senere har vi solgt ham videre til AGF. Nicklas Helenius har i OB-trøjen spillet 64 kampe, scoret 19 mål og lavet tre assists.

- Hverken vi eller Nicklas var tilfredse med den mængde spilletid, Nicklas fik i sidste sæson, og der har ikke været tegn på, at det ville blive anderledes i den kommende sæson. Der har været interesse for ham fra flere sider, og derfor har vi ikke villet stå i vejen for, at Nicklas kan komme et sted hen, hvor han forhåbentlig kan få den mængde spilletid, han ønsker. Derfor siger vi tak for denne gang og ønsker Nicklas Helenius held og lykke med sin fremtidige karriere, siger Jesper Hansen.

Nicklas Helenius, der havde et enkelt år tilbage af sin kontrakt, er glad for at komme videre til AGF, men han er samtidig glad for, at sidste sæson endte så godt for OB, som den gjorde.

- Personligt er jeg glad for, at jeg nu kommer til en klub, der rigtig gerne vil have mig, og hvor jeg kan bidrage med mine styrker - det glæder jeg mig til at vise.  

- Jeg har været meget glad for, at jeg var med til at nå klubbens mål i form af en plads i top seks i sidste sæson. Det var fedt at være med til, og jeg vil gerne sige mange tak for støtten fra mine holdkammerater, fans og dem omkring holdet, som jeg har været rigtig glade for at have omkring mig. De har været en god støtte i hele min OB-tid, siger Nicklas Helenius.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik