09.09.2019 07:10

Lørdag blev finalen af OES & OFK FIFA-finalen afviklet på Nature Energy Park, og her trak Nicolai Grønnemose det længste strå, da han vandt turneringen og en plads på OB Esports FIFA-hold.

Nicolai Grønnemose spillede en flot turnering og gik suverænt videre fra gruppe 1 - hvor han blandt andet besejrede Andreas Storrs bror, Danni Storr - inden han vandt 4-0 i kvartfinalen og 4-0 i semifinalen.

I finalen ventede Rasmus Pisani fra Odense FIFA Klub, og han havde ligeledes vundet hans gruppe 2, inden han med to sejre nu stod overfor Nicolai Grønnemose i finalen. I finalen viste Nicolai ”Grøn” Grønnemose sig som den stærkeste spiller, da han vandt med 1-0 og sikrede sig en L33T-Gaming stol, kr. 1000,- og en plads på OB Esports FIFA-hold.

På billedet ses Rasmus Pisani til venstre og Nicolai Grønnemose til højre.