IMG_6534

13.02.2021 14:30

Nicolas Arvid Hedeman er ansat som transitionstræner på en kontrakt, der i første omgang løber frem til sommerferien. Nicolas har i de seneste år arbejdet som træner på vores Akademi.

Siden starten af februar har Nicolas Arvid Hedeman været transitionstræner omkring vores førstehold, og det er en rolle, han som minimum kommer til at have frem til sommerferien. Senest har han været cheftræner for U13-drengene på vores Akademi, og at rollen som transitionstræner bliver overtaget af en træner fra Akademiet glæder sportschef Michael Hemmingsen.

- Der er en rigtig god sammenhæng mellem Akademiet og Superligaholdet i Odense Boldklub. Derfor er vi glade for, at vi kan rykke en træner direkte fra Akademiet og op som transitionstræner. Det glæder mig meget, at Nicolas med kort varsel har været klar til at blive en del af trænerteamet omkring vores førstehold. Han kender klubben ud og ind efter mange år som træner på vores Akademi.

- Hans primære fokus bliver arbejdet med de unge spillere, og derfor er det rigtig rart, at han kommer ind til rollen med så meget erfaring i forhold til at arbejde med unge fodboldspillere her i klubben. At vi kan rekruttere en så dygtig træner internt er fantastisk, og det vidner om, at vi i OB ikke bare udvikler dygtige fodboldspillere, men også dygtige trænere, siger sportschef i Odense Boldklub, Michael Hemmingsen.

Selvom Nicolas Arvid Hedeman senest har beskæftiget sig med spillere, der er en del yngre end dem i førsteholdstruppen, så er han rigtig glad for sin nye rolle.

- Mine første to uger som transitionstræner har været fantastisk gode. Jeg er trådt ind på et tidspunkt, hvor der er et stort behov for en transitionstræner. Der er mange kampe, og mange af vores unge spillere får masser af minutter i benene, så jeg har mange spændende arbejdsopgaver, siger Nicolas Arvid Hedeman, inden han fortæller om nogle af de opgaver fra Akademiet, han kan drage paralleller fra.

- I de sidste mange år har jeg på Akademiet også set video med spillerne og brugt det til at udvikle dem, så det er noget, jeg har stor erfaring med. Jeg kender spillernes rolle for den kommende kamp minimum dagen før kampen, så der bruger jeg selvfølgelig noget af min tid på at forberede dem ekstra godt. Eksempelvis har jeg efter FCM-kampen brugt noget tid med Christian Vestergaard, hvor vi har set nærmere på de situationer, han kom i, så vi trækker så meget læring og udvikling ud af kampen som muligt. Derudover har jeg sammen med Vestergaard også set nærmere på, hvad det er for en offensiv, vi kommer til at møde, når AGF søndag aften kommer på besøg, så vi står så godt rustet til den kommende opgave som muligt, siger Nicolas.

Med et nyt job følger også nye, tætte kollegaer, og dem har Nicolas Arvid Hedeman kun pænt at sige om.

- Jeg har fået et ansvar, og det er dejligt at mærke, jeg ikke bare er fyld. Både trænerteamet og spillertruppen har taget fantastisk godt imod mig, og jeg er stolt over, at klubben har vist en træner fra egne rækker så stor tillid i en situation, hvor man kunne have valgt så meget andet, fortæller Nicolas Arvid Hedeman.

I første omgang er Nicolas Arvid Hedeman ansat som transitionstræner frem til sommerferien, og i forhold til hans personlige udvikling som fodboldtræner er det også en rigtig vigtig periode for ham.

- Det er helt ideelt for mig at være i denne rolle, fordi jeg får den erfaring, som man et eller andet sted mangler som ung fodboldtræner, der ikke selv har spillet højeste niveau. Jeg kommer helt tæt på en seniortrup, hvor jeg mærker betydningen af op- og nedture, samt den stemning det præger en seniortrup på højeste niveau.

- Det er vildt fedt at mærke transitionen på tætteste hold, og det er mange gange det, man higer efter at bliver endnu klogere på, når man arbejder som akademitræner. Jeg lærer helt vildt meget om, hvad der skal til for at kunne begå sig på seniorniveau i OB, men også hvad der skal til, for at man ikke bare kan begå sig, men man rent faktisk også formår at slå igennem på det højeste niveau herhjemme, siger Nicolas Arvid Hedeman.

Nicolas er født og opvokset i Odense, og foruden ni år som træner i OB, så er det også den klub, han som ung dreng selv spillede fodbold i. Mange år er blevet brugt i Ådalen, og OB betyder da også noget helt særligt for Nicolas Arvid Hedeman.

- OB fylder meget for mig. Det er ikke på grund af bestemte personer eller oplevelser. Det er bare en særlig og ubeskrivelig følelse, der forbinder mig med klubben og livet i Ådalen, og det er jo egentlig den bedste følelse, man kan have.