DSC_6971

21.02.2020 09:45

Til sommer bliver Christopher Bobber Møller en del af vores akademi, når den tidligere Kolding IF og FC Midtjylland målmand starter på vores U19-mandskab.

Vi har i dag skrevet en toårig kontrakt med den 16-årige målmand Christopher Bobber Møller, der bliver en del af Akademiet fra sommeren 2020.

Christoffer, som bare kaldes Bobber, har tidligere tørnet ud for Kolding IF, og det kommer han også til at gøre i det næste halve år. Senest har han været en fast del af akademiet i FC Midtjylland, som han netop har ophævet sin kontrakt med, og at han snart bliver OB-spiller, glæder teknisk chef på akademiet, Tonny Hermansen, sig rigtig meget over.

- Vi er rigtig rigtig glade for, at vi i dag har skrevet kontrakt med Christopher Bobber. Han er en spiller, som vi fulgte, og som vi også rigtig gerne ville have haft, inden han valgte at skifte til FC Midtjylland. Vi har også fulgt ham, mens han har spillet for dem, så han er en målmand, vi kender rigtig godt, og da han så stoppede i FCM, synes vi, at det gav rigtig god mening for os at forsøge at få Christopher til OB.

- Han er en meget spændende målmand, som er god med fødderne og meget kommunikerende. Det skinner tydeligt igennem, at han er en rigtig vinder som vil gå langt for at vinde, og for at lykkes med sin egen karriere. Derudover er han reaktionsstærk, og han har x-factor inde på stregen. Vi mener, at han har et meget stort potentiale, og vi håber, at vi kan udvikle ham til på sigt at blive førsteholdsmålmand her i klubben, siger Tonny Hermansen.

For hovedpersonen selv er det også glædeligt at komme til OB, som han har et rigtig godt indtryk af.

- Jeg synes, OB er en fantastisk klub. Det er en åben klub, hvor jeg føler mig velkommen fra første øjeblik. Alle kommer og giver mig hånden, alle snakker med alle, og det virker til, at der er en rigtig god stemning. Så det er vildt fedt at blive en del af sådan et miljø, hvor der derudover er en masse gode trænere og spillere, siger Christopher Bobber Møller, inden han fortæller lidt om sig selv og ambitionerne for tiden i OB.

- Jeg er en meget energisk og disciplineret målmand, der har fokus på det, jeg laver. I træning og kamp er jeg en god shotstopper, mens jeg også er fin med fødderne. Min største styrke, synes jeg selv, er evnen til at redde bolde.

- Nu venter der et halvt år hjemme i Kolding IF, inden det til sommer går løs i OB, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Den skal have fuld gas, vi skal vinde en masse kampe, og jeg skal spille sammen med nogle af de bedste spillere i Danmark, så det glæder jeg mig helt vildt meget til, siger Christopher Bobber Møller.

Christopher Bobber Møller er årgang 2003 og kommer i den kommende halvsæson til at stå for Kolding IF, inden det fra sommeren 2020 står på U19-fodbold hos os i OB.