Ny mand i lægestaben: OB ansætter Daniel Roosen
Nyt fra OB

Ny mand i lægestaben: OB ansætter Daniel Roosen

18 jun 2019

En ny læge er ankommet til Ådalen som afløser for Christen Villberg, der stoppede efter 47 år i klubben.

OB har ansat Daniel Roosen som ny læge i klubben, efter at den navnkundige og legendariske læge Christen Villberg stoppede ved udgangen af sidste sæson efter næsten 50 år i klubben.

Vores nye læge har et godt kendskab til netop Christen Villberg, da de har haft klinik sammen på Hunderupvej i Odense. Her har han hørt mange gode historier fra og om OB, og han glæder sig til at trække i den stribede kittel og hjælpe til i klubben.

- Jeg skal videreføre det kompetente arbejde, som Christen Villberg og Thomas Haller har udført her i klubben, og det er noget, jeg virkelig ser frem til. Der sker mange ting i klubben, og man er på vej i den rigtige retning med mange nye tiltag. Så hvis jeg kan hjælpe til på den medicinske side ved at prøve at holde spillerne skadesfri, så vi kan indfri ambitionerne om at komme i top seks, vil det være en fornøjelse.

Daniel Roosen er 44 år og kommer fra Birkerød, men han føler sig fynsk. Siden han i 1994 tog til Odense for at læse medicin er han blevet hængende og er nu speciallæge i almen medicin. En uddannelse, som kan supplere læge Thomas Haller, der har sit speciale indenfor ortopæd kirurgi.

- Thomas har jo været her en del år, så tanken er, at vi kan sparre med hinanden, så vi kan hjælpe spillerne bedst muligt. En dynamisk angrebsduo, om man vil. Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af familien, og det bliver super spændende at være hos en klub, der er i så stor udvikling.

Sportsdirektør Jesper Hansen siger om ansættelsen af vores nye læge:

- Vi har jo vidst i et stykke tid, at vi skulle have en ny læge, så vi har været igennem en proces, hvor vi skulle finde den rette person. Daniel har arbejdet på en klinik, som vi har et samarbejde med, og vi har vurderet,  at hans kvalifikationer matcher det, vi søger hos en læge i vores klub. Desuden passer hans personlighed godt til miljøet, og vi er meget glade for, at vi nu har fået Daniel tilknyttet.

Daniel Roosen har første arbejdsdag 1. juli og er dermed klar til Superligastarten mod FC København d. 14. juli kl. 16.

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik