OBK07456

08.12.2022 09:17

Øens Hold og talentsamarbejdet på tværs af Danmarks dejligste ø vokser med endnu en klub, da Nyborg G&IF træder ind i klubsamarbejdet.

Over 100 klubber på hele Fyn får nu en samarbejdspartner mere, da Nyborg G&IF træder ind i Øens Hold for at blive en del af det fællesskab, som hver dag hjælper unge, fynske fodboldtalenter med at blive endnu bedre.

- Vi er rigtig glade for at blive en del af Øens Hold. Vi har en stor børne- og ungeafdeling, hvor det har været efterspurgt, om vi kan trække på nogle af OB’s dygtige trænerkompetencer og viden indenfor børne- og ungdomsfodbold, siger Henrik Gavnsbæk, som er Ungdomsformand i Nyborg G&IF, inden han fortsætter:

- Dertil har vi en masse børn, som ynder at støtte op om OB, så de er også rigtig glade for at kunne komme på stadion og være en del af Øens Hold.

Samarbejdet betyder også, at de unge fodboldspillere i den østfynske klub nu får mulighed for at deltage i samarbejdets mange stævner:

- Der er nogle turneringer - heriblandt Orifarm Øens Hold Cup - hvor vores hold kan deltage, og det ser vi rigtig meget frem til, da vi her får mulighed for at møde klubber, som vi normalt ikke spiller mod.

- Jeg er helt sikker på, at det her vil komme vores børn og unge til gavn, siger Henrik Gavnsbæk.

Samarbejdet spænder mellem begge broer
Også i OB er vi glade for, at vi nu har udvidet samarbejdet omkring Øens Hold, så vi kan hjælpe endnu flere børn og unge med at blive endnu bedre til at spille fodbold:

- Vi har lukket broerne ved at få Nyborg G&IF ind i folden, og det er vi rigtig glade for. Der ligger et stort potentiale i Nyborg, og det samarbejde vi kan få med dem, siger Jesper Eriksen, der er Børneudviklingstræner i OB.

 - Det er noget, vi har arbejdet på i lang tid, så vi kan gøre noget for området, som har været et ingenmandsland, og ved at få dem ind i folden kan vi gøre en masse for at få flere til at spille fodbold i Nyborg-området, siger Jesper Eriksen.