Kong Arthur

22.09.2020 11:46

Efter det succesfulde arrangement, Stribet i København, er Odense Boldklub og Hotel Kong Arthur gået sammen om at etablere Den Fynske Ambassade i København.

Det store, stribede fællesskab har for længst spredt sig udover Fyns grænser, og i hovedstadsområdet er koncentrationen af OB-fans udenfor Fyn størst. Det blev senest bevist, da vi den 9. september sammen med Hotel Kong Arthur holdt fanarrangementet, Stribet i København, hvor 130 OB-fans fra hovedstadsområdet samledes til eventet, der blev udsolgt på under 24 timer.

- Den Fynske Ambassade skal fungere som et ”home away from home” for eksilfynboer, stribede fans og sponsorer der er på ophold i København. På Hotel Kong Arthur kan man altid bestille kolde Albani i baren, og her er der gode chancer for at møde andre ligesindede fynboer. Gennem ambassaden ønsker vi at bygge bro mellem landsdelene og på den måde styrke det stribede fællesskab på tværs af landet, siger kommerciel chef i OB Jack Jørgensen.

I samme ombæring er Hotel Kong Arthur trådt ind i klubbens stærke sponsornetværk, og det betyder også, at klubbens sponsorer fremadrettet vil få fordelagtige muligheder for at benytte hotellets faciliteter, ligesom klubben vil benytte hotellet som fast base for sine forretningsaktiviteter i Hovedstaden.