Obbe

14.01.2021 12:52

Det blev til 1-1, da Striberne mødte SønderjyskE i årets første tester.

Træningskamp
Torsdag d. 14. januar, kl. 12.00, Fynske Bank Arena, Bramdrupdam
SønderjyskE - OB 1-1 (0-0)
1-0 Peter Christiansen (46.)
1-1 Ayo Simon Okosun (70.)

Dommer: Aydin Uslu

Kampens forløb:
I bidende kulde blev årets første træningskamp skudt i gang i Bramdrupdam, som ligger lidt nord for Kolding. Her mødte Striberne SønderjyskE på et lille intimt stadion med en pæn grøn bane midt i januar.

Det var småt med chancer til at starte med, og vi skulle et kvarter ind i kampen for at finde den første afslutning. Haji Wright havde første ”forsøg”, mens Jakob Breum kort efter fyrede af, men over.

Helt som ventet, og som det plejer at være mod SønderjyskE, havde vi bolden det meste af tiden, og der var optræk til flere gode muligheder, hvor vi især over venstresiden kom igennem. SønderjyskE fik så ud af det (lyse)blå en chance efter en misforståelse på midten af banen, og Mads Albæk forsøgte sig fra midten, men bolden sejlede forbi vores mål.

Ærgerlig start på anden halvleg
Unge Jakob Breum havde flere gode aktioner og fik også klasket mod mål efter lidt over en halv time, men bolden gik over. Mod slutningen af halvlegen var det dog hjemmeholdet, som viste sjældne tænder, og Jeppe Simonsen var tæt på at sende en flad afslutning i kassen.

Et minut før pausen blev Rasmus Nissen nedlagt lige uden for feltet, og den unge mand tog selv sparket, men bolden gik lige over.

Anden halvleg bød på 22 nye mand på banen, og den startede desværre skidt for os. Emil Frederiksen fik sendt bolden i feltet, og her dukkede Peter Christiansen op og headede bolden i kassen bag Hans Christian Bernat.

Afslutning fra Ayo
Vi havde vores første chance efter en times spil, hvor Mikkel Hyllegaard bankede til den lille runde, men bolden susede over Nicolai Fløs bur. SønderjyskE ville i anden halvleg længere frem på banen, og det gav flere muligheder til værterne, men ”HC” var på plads.

Efter 70 minutter var det så endelig vores tur til at juble. Ayo Simon Okosun kom igennem i venstre side af feltet, og hans flade afslutning gik i mål til en fortjent udligning set over hele kampen. Sønderjyske var tæt på at tage føringen igen kort efter, men Emil Frederiksens frispark tog stolpen.

Selvsamme Frederiksen havde et godt forsøg med fem minutter igen, men Bernat var smidig som en tiger og hev en flot redning op af madskålen. Det blev ved de 1-1, og næste træningskamp for OB er om en uge hjemme mod Esbjerg fB.

SønderjyskE, første halvleg:
Lawrence Thomas – Patrick Banggaard, Stefan Gartenmann, Pierre Kanstrup - Jeppe Simonsen, Mads Albæk, Julius Eskesen, Marc Dal Hende

SønderjyskE, anden halvleg:
Nicolai Flø – Philipp Schmiedl, Mads Winther, Isak Olafsson - Sebastian Jessen Victor Mpindi, Julius Beck, Roni Arabaci – Rasmus Vinderslev, Emil Frederiksen, Peter Christiansen

OB, første halvleg:
Oliver Christensen – Alexander Juel, Jeppe Tverskov, Christian Vestergaard, Oliver Lund – Janus Drachmann, Troels Kløve, Moses Opondo – Rasmus Nissen, Mart Lieder, Jakob Breum

OB, anden halvleg:
Hans Christian Bernat – Daniel Obbekjær, Kasper Larsen, Marco Lund, Robin Østrøm, Tarik Ibrahimagic, Ayo Simon Okosun, Mads Frøkjær, Jonathan Harboe, Sveinn Aron Gudjohnsen, Mikkel Hyllegaard

Næste træningskamp:
Torsdag d. 21. januar, kl. 12.00, OB-Esbjerg fB, OB Falen