IMG_4168

21.08.2018 15:31

Sayouba er langt væk hjemme fra Elfenbenskysten, og derfor er det vigtigt for ham med et godt forhold til klub, fans og holdkammerater.

- ”Løven” er et navn, som de norske fans gav mig, og det synes, jeg passer meget godt på, hvordan jeg er i feltet, forklarer Sayouba Mandé.

Sayouba Mandé rykkede i 2012, som 18-årig til norsk fodbold, hvor han slog sine folder i Stabæk, inden han rykkede videre til OB. Han har derfor været vant til at spille langt væk fra sit hjemland, men det er ikke noget, der påvirker den ivorianske målmand.

- Jeg har været vant til at spille langt væk hjemmefra, da jeg har været i Norge i en del år. Det er en ny begyndelse for mig her i OB, og jeg fokuserer kun på at blive en bedre målmand, og jeg lader mig ikke påvirke af andre ting, som hjemve. Jeg havde nogle venner med mig, da jeg var i Norge, men de er taget tilbage til Elfenbenskysten, men jeg kommer ikke til at være ensom. OB er min nye familie, hvilket jeg er rigtig glad for, og jeg glæder mig til at bruge mere tid sammen med dem, siger Sayouba, mens han fortæller om sit første indtryk af byen og klubben.

- Jeg har ikke oplevet meget af byen endnu, men jeg har fået et godt indtryk af den. Det er en flot by, og det er en fodboldglad by, kan jeg mærke. Jeg synes, at det er dejligt, at der er så mange mennesker i byen, hvor fodbolden betyder rigtig meget. Det samme indtryk har jeg af klubben. Det er en professionel klub, der går meget op i sporten, og som gerne vil kæmpe for hinanden og for klubben.

Selvom Sayouba Mandé naturligvis ikke kan tale dansk, forventer han ikke, at det vil udløse de store problemer på fodboldbanen.

- Jeg snakker en smule norsk, og jeg ved, at der ikke er stor forskel på norsk og dansk. Det kommer nok til at tage et par måneder, før jeg vænner mig til den nye dialekt, men ellers ved jeg, at alle i klubben kan snakke engelsk, så det bliver ikke helt umuligt at forstå og kommunikere med de andre.

Sayouba Mandé tager også en del international erfaring med til OB. Han var at finde i Elfenbenskystens landsholdstrup, da de var med til VM i 2014, og den erfaring vil han gerne kunne dele ud af i OB-truppen.

- Jeg vil gerne kunne bidrage med min erfaring og give holdet et positivt løft. Der er en del unge spillere i truppen, som alle sammen har et højt niveau, hvilket vil gøre det lettere for mig at komme ind på holdet, siger en positiv Sayouba Mandé om førstehåndsindtrykket af klubbens unge spillere.

I søndagens kamp mod FCM var Sayouba at finde blandt tilskuerne, og det var et godt første møde med det stribede publikum.

- Det var en dejlig følelse at se fansene presse spillerne og give deres support helt frem til det udlignende mål. Jeg husker, at der var lidt stille blandt supporterne i midten af anden halvleg, men pludselig kom der et udbrud, og de begyndte at presse spillerne igen. Jeg vil gerne spille overfor nogen fans, der presser og forventer meget af en spiller. Det vil især hjælpe mig i mit spil, når jeg ved, at fansene har min ryg. Jeg vil kæmpe for mig selv, for holdet og for fansene, og jeg vil bevise overfor fansene, at jeg er en løve i feltet, forklarer Sayouba og uddyber, hvad han hørte fansene råbe på stadion.

- Det er lidt svært for mig at udtale, men jeg kan godt lide det, som fansene råbte ude på stadion i går - især betydningen af det. Jeg prøver lige at komme i tanke om, hvordan det skal udtales. Nu prøver jeg for første gang på dansk – En gang Odense, altid Odense, sagde Sayouba Mandé med en forståelig udtale efter lidt betænkningstid.