16.12.2020 12:00

Drengene fra OB Esport går et par spændende dage i møde, når den onsdag og torsdag står på henholdsvis playoff i eSuperligaen samt deltagelse i klubverdensmesterskaberne.

OB Esport har stadig gode muligheder for at komme med i eSuperligaens Finals, efter drengene tirsdag sikrede sig en plads i playoff. Playoffkampen bliver vist på TV3 Max, den spilles onsdag den 16. december klokken 18.00, og modstanderen er FC Midtjylland. Tidligere på sæsonen slog vi FCM med 4-2, og onsdag aften er det igen kun en sejr, der tæller, når det er en direkte duel om en plads i eSuperligaen Finals, der spilles den 27. december.

En vigtig kamp for Striberne denne onsdag, men uanset hvordan det går, så skal OB Esport allerede i aktion igen torsdag, når drengene skal spille med i det fineste selskab. Igen i år er vi nemlig med i FIFAe Club World Cup, som er klubverdensmesterskaberne i FIFA.

Her stiller vi med Don Oli samt vores talentspiller Emil Mikkelsen. Vores første kamp i FIFAe Club World Cup er mod italienske Parma, og der er kampstart torsdag den 17. december klokken 18.30.

Du kan altid holde dig opdateret omkring OB Esport på holdets Facebook-side, som du finder her.