Finale

25.06.2020 20:53

OB Esport præsterede imponerende godt i sæson fire af eSuperligaen, og til ugens FINALS, nåede holdet finalen, hvor vi i tillægstiden af kamp tre måtte se os besejret af Vejle Boldklub.

Emil Skifter, Nicolai Grønnemose og Lucas Krøll har haft en stærk sæson i eSuperligaen, der torsdag peakede ved FINALS.

I tirsdags besejrede drengene F.C. København i kvartfinalen, og torsdag ventede AaB i semifinalen. Her startede ”Skifter” forrygende med en sejr på 2-0, og i returopgøret fulgte ”Grøn” op med en 2-1-sejr, og vi var dermed for første gang i klubbens historie i eSuperligaens finale.

I finalen ventede Emil Skifters tidligere holdkammerater fra Vejle Boldklub, og netop Skifter måtte desværre se sig besejret med 2-3 i den første kamp. I returopgøret besejrede Grøn Arrow med 2-1, og finalen skulle afgøres i en tredje kamp, hvor Grøn og Arrow igen stod overfor hinanden.

Koncentrationen var stor, og det var et nervepirrende opgør, der skulle afgøre, hvor guldet skulle placeres. De to hold fulgtes længe ad, men i kampens tillægstid scorede Arrow, og få sekunder efter fløjtede dommeren kampen af, og Vejle kunne dermed løfte trofæet som vinder af eSuperligaens sæson fire.

Ved det efterfølgende Award Show blev Emil Skifter kåret som Årets Gennembrud efter hans imponerende sæson, hvor han først i finalen led sæsonens første nederlag.