820x360_fb_ob_esport

26.11.2019 14:44

Det har været en stor uge for OB Esport, som har kvalificeret sig til eSuperligaens Finals, ligesom de også er klar til FIFA eClub World Cup.

Har overrasket alt og alle
Vores Esport-hold var inden denne sæson i eSuperligaen ikke levnet mange chancer for at kvalificere sig til eSuperligaens Finals den 7. december i Forum Horsens. Vores to unge fynske talenter, Lucas Krøll og Nicolai Grønnemose, har overrasket og modbevist eksperterne med stærkt spil fra første til sidste runde. Drengene har leveret på så højt niveau, at de endte på en tredjeplads i eSuperligaen – og dermed kvalificerede de sig direkte til Finals, der som nævnt spilles den 7. december i Forum Horsens.

Spændende Finals i vente
Ved Finals deltager otte mandskaber, og Striberne spiller kvartfinale mod FC Midtjylland. Derudover deltager Lyngby BK, Esbjerg fB, Brøndby IF, AC Horsens, FCK og Vejle Boldklub i Finals, hvor der forventes op mod 4.500 tilskuere.

Vil du se Striberne forsøge at komme helt til tops i dette års eSuperliga, så kan du købe din billet ved at klikke her.

OB Esport er med i FIFA eClub World Cup
Udover den nationale eSuperliga er OB Esport også med i dette års FIFA eClub World Cup, som er klubverdensmesterskabet i FIFA 20. Her spiller drengene en ordentlig bunke gruppekampe, og de første er den 26. og 27. november, mens næste runde er den 3. og 4. december.

Striberne er i pulje med Bayer Leverkusen, Cannes Esport Club, Esport-Management, FC Augsburg, FC Progres Niederkorn, Pest Esports, Restart Esport Club og RSC Anderlecht.

Rookie League på Nature Energy Park
Inden mandagens Superligakamp på Nature Energy Park blev der spillet Rookie League i Micro Matic Lounge. Der blev dystet om en plads i finalen i Rookie League, som også spilles den 7. december i Forum Horsens.

En ordentlig bunke fynske FIFA-spillere tørnede sammen, og vinderen blev en stærkt spillende Jonas Kallestrup Christiansen – stort tillykke med sejren, og rigtig mange gange held og lykke i Rookie League Finalen!