05.10.2020 20:00

OB har i dag sikret sig Ayo Simon Okosun fra de danske mestre FC Midtjylland på en fireårig kontrakt.

Efter at Emmanuel Sabbi og Sveinn Aron Gudjohnsen er sikret som nye i truppen, har OB i dag også forstærket sig med 27-årige Ayo Simon Okosun, der er købt hos de danske mestre fra FC Midtjylland på en fireårig kontrakt og tiltræder med øjeblikkelig virkning.

- Vi kender selvfølgelig Ayo gennem en årrække og har nærstuderet hans kvaliteter. Han er en rutineret Superligaspiller, der kender gamet, og han vil være klar til at træde til med det samme. Ayo bringer en masse fysik og er selvfølgelig qua sin højde et luftvåben af rang.

- Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes at lokke ham til Odense fra de forsvarende danske mestre og Champions League-deltagere, og vi ser frem til at have ham i truppen. Med Simon har vi fået endnu et stærkt kort til truppen, og vi er meget tilfredse med sammensætningen nu. Dermed fortsætter jagten på sæsonens store mål, som er at lande i top seks, siger sportschef Michael Hemmingsen.

Ayo Simon Okosun har lige passeret 200 førsteholdskampe for AB, italienske Grosseto, Vendsyssel FF, AC Horsens og FC Midtjylland.

Han får trøje nummer 20 i OB.

Du kan høre de første ord fra vores nye signing i videoen ovenfor.