IMG_9672

09.07.2018 12:45

OB og Jeppe Tverskov har forlænget det nuværende samarbejde med yderligere et år frem til sommeren 2020.

OB og Jeppe Tverskov har forlænget samarbejdet med et år. Det betyder, at den 25-årige forsvars- og midtbanespiller nu er OB’er frem til sommeren 2020.

Jeppe Tverskov kom til OB i sommeren 2016 efter en periode i Randers FC, hvor han viste sig som en rigtig dygtig spiller på positionerne i det centrale forsvar. I OB har han tillige vist prøver på sine kompetencer på den centrale midtbane, og nu får han mulighed for at fortsætte udviklingen i Ådalen de kommende to år.

- Vi ser Jeppe Tverskov som en rigtig vigtig spiller på vores hold. Han har et godt overblik og en superfin spilforståelse, og samtidig er han en spiller med en stor vindermentalitet, både når det gælder præstationerne på banen, men også når det handler om at repræsentere OB udadtil. Vi tror på, at Jeppe kan udvikle sig endnu mere i fremtiden, og vi glæder os over, at han også ser muligheder og perspektiver i at være med til at spille OB op på et højere niveau i de kommende sæsoner, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

Cheftræner Jakob Michelsen glæder sig også over, OB og Jeppe Tverskov nu har papir på hinanden de næste to år.

- Jeg kendte selvfølgelig allerede til Jeppe Tverskovs kompetencer og talent, inden jeg kom til OB. Siden vi indledte træningen efter sommerferien er mit indtryk blevet bekræftet, og jeg har samtidig lært Jeppe at kende som en meget positiv, loyal og ambitiøs fodboldspiller, der er klar til at gå forrest til både træning og i kamp, siger Michelsen.

For Jeppe Tverskov har skiftet til OB og Odense været positivt på alle punkter, og han glæder sig til at fortsætte karrieren i OB.

- Jeg er glad for, at vi kunne blive enige, og jeg har været glad for at spille i klubben og bo i byen, som jeg synes er rigtig dejlig.  Siden jeg kom hertil har jeg fået en masse spilletid på forskellige positioner, og jeg håber selvfølgelig, at der kommer lidt mere kontinuitet på en af pladserne, så jeg over en længere periode har mulighed for at bygge på i forhold til den position, jeg skal spille. Lige nu ligner det midtbanen, og det har været vigtigt for mig, at vi finder en primær position, jeg skal spille. Der er kommet et nyt trænerteam, og opstarten har været med til at overbevise mig om, at fremtidsperspektiverne for OB er spændende, og det har også været en vigtig årsag til, at jeg har forlænget.

Jeppe Tverskov er noteret for 64 kampe og en enkelt scoring i OB-trøjen.