P8097816

11.06.2020 12:48

Vi er glade og begejstrede for, at der allerede til vores næste hjemmekamp kan komme tilskuere på Nature Energy Park, når vi tager imod SønderjyskE, og når det sker, vil vi prioritere vores trofaste fans på tribunerne.

Myndighederne har åbnet muligheden for at have tilskuere til 3F Superligaens kampe, og det er vi meget tilfredse med. Derfor får 300 heldige sæsonkortholdere nu mulighed for at komme til fodbold torsdag den 18. juni.

Der er givet mulighed for, at 500 personer kan samles til en superligakamp, men herfra skal spillere, tv-afvikling og øvrigt personel fratrækkes, hvilket giver 300 sæsonkortholdere mulighed for at komme til fodbold.

- Vi glæder os over, at det fortsat går i den rigtige retning med udviklingen i forhold til COVID-19, og at vi derfor igen kan byde nogle af vores fans velkommen på Nature Energy Park. Vi glæder os til at have gæster igen, og vi er helt klar til at tage imod dem på torsdag. Herfra skal der lyde en stor tak til alle vores loyale sponsorer, der til denne kamp har afgivet deres mulighed for at komme til fodbold på Nature Energy Park og i stedet bakke op om klubbens sæsonkortholdere, siger kommerciel chef i OB, Jack Jørgensen.

Når vi tager imod SønderjyskE torsdag den 18. juni, vil der således ikke være sponsorer på tribunen, da vi til denne kamp har prioriteret fans og stemning, og derfor vil det være sæsonkortholdere, som får mulighed for at komme på Nature Energy Park.

Alle sæsonkortholdere vil kunne tilmelde sig kampene ud fra et først-til-mølle-princip. Dette vil alle sæsonkortholdere modtage en mail om i de kommende dage. Som sæsonkortholder skal du derfor sikre, at du har opgivet den rigtige mail til klubben, da du oprettede dit sæsonkort.