IMG_0260-2

24.05.2022 06:35

Vi har skrevet en treårig ungdomskontrakt med Daniel Amtrup, som skifter fra AC Amager Academy.

Den unge centerback Daniel Amtrup bliver en del af vores akademi fra næste sæson, da vi netop er blevet enige om treårig aftale.

- Det er er dejligt, at vi nu har underskrevet en aftale med Daniel, som vi har fulgt i lang tid. Han er en spiller med et stort potentiale. Han har et godt overblik og er god til at kommunikere. Vi glæder os til at få ham ind på holdet, så vi kan arbejde med hans duelstyrke og spillet frem ad banen. Det vil vi fokusere på de næste tre år, så vi kan hjælpe ham med at udleve sin drøm om at blive professionel fodboldspiller, siger Tonny Hermansen.

Daniel er lige fyldt 16 år, og han har det sidste år både spillet for AC Amager Academys U17- og U19-hold. De fynske rammer er dog ikke helt nye for ham, da han allerede har fået lov til at spille med i en U17-træningskamp for OB, ligesom han spillede med for vores reserveligahold, da Silkeborg IF gæstede Ådalen i sidste uge.

- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med AC Amager Academy, hvilket har gjort, at vi kunne få lov til at låne ham til nogle træninger og et par træningskampe. Nu skal vi lige have styr på hans flytning fra København, så han kan komme over og lære, hvordan vi arbejder i OB, siger Tonny Hermansen.

Daniel Amtrup ser også selv frem til at hoppe i striberne:

- Jeg er meget glad og stolt over at blive en del af OB. Jeg ser frem til samarbejdet, og jeg synes, at OB’s 2006-årgang er rigtig god. Det er jeg glad for, at jeg kan blive en del af, da jeg synes, at klubben er god til at arbejde med spillernes udvikling, siger Daniel Amtrup

Daniel flytter i første omgang selv til Odense, inden hans forældre også rykker til Fyn. Selvom den unge spiller kommer langt væk fra de vante rammer i hovedstaden, skræmmer det ham ikke:

- Det bliver selvfølgelig svært at flytte væk fra mine venner, men jeg elsker samtidig også at møde nye mennesker. Jeg tror, det bliver en fed oplevelse, og jeg glæder mig til at kæmpe for OB-logoet.

Kontrakten mellem Daniel Amtrup og Odense Boldklub løber frem til den 30. juni 2025.

På billedet er Morten Hanfgarn fra vores akademipartner, Faber, sammen med Daniel Amtrup og akademichef, Tonny Hermansen.