IMG_1224

23.12.2020 08:00

U19-spilleren Mathias Brems rykkes permanent op i Superligatruppen fra sommeren 2021 og har underskrevet en toårig kontrakt.

Den venstrebenede forsvarsspiller Mathias Brems har tidligere snuset til førsteholdsfodbold i OB og har allerede fået debut i 3F Superligaen. Nu rykkes han fra Akademiet og op til Superligaholdet med sin første professionelle kontrakt, som løber fra d. 1. juli 2021 og to år frem.

Sportschef Michael Hemmingsen siger:

- Mathias har over længere tid vist sit værd på Akademiet, hvor han var med til at vinde DM-guld med U19 i sommer. Han har også været med i Superligatruppen et par gange, og vi mener nu, at han er klar til at få sin første seniorkontrakt i OB og rykke en tak op.

- Han har en god højde og fysik, er hurtig, og så har han det der gyldne venstreben, som ikke mange besidder. Talentet er indlysende, og det er derfor helt naturligt, at Mathias skal være i førsteholdstruppen. Det er endnu et talent fra vores Akademi, der tager det store skridt, og jeg vil gerne rose de dygtige trænere, der har sørget for, at Mathias nu bliver professionel.

Selv siger 18-årige Mathias Brems om sin nye kontrakt:

- Det er naturligvis en stor drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg har kæmpet for dette i lang tid og fået en flot opdragelse på vores Akademi, hvor trænerne har gjort mig klar. Jeg fik min debut i 3F Superligaen i 2020, og det var naturligvis en vild ting at prøve. Dermed kommer man jo også op på debutantvæggen i klubben, og det er jeg meget stolt over.

- Nu handler det så om at gå efter mit gennembrud på førsteholdet. Der skal arbejdes meget hårdt for at slå til, men jeg glæder mig til at lære af de rutinerede spillere og suge til mig af deres erfaring. Jeg er i den grad klar til nye opgaver i 2021.

Mathias Brems har tidligere spillet for samarbejdsklubberne Brenderup IF og Middelfart G & BK, som vi skylder en stor tak.