IMG_1304

01.01.2021 13:54

OB har i dag sikret sig U15-spilleren Tobias Slotsager på en treårig kontrakt.

Mens luften over Odense stadig lugter af nytårskrudt, starter OB´s Akademi med et brag af en nyhed.

Vi har nemlig i dag på Tobias Slotsagers fødselsdag sikret os forsvarsspilleren i tre år, og det er en glædelig nyhed, siger teknisk chef på Akademiet, Tonny Hermansen:

- Det er jo en fornøjelse at spendere sin 1. januar på denne måde. Tobias er meget ærgerrig og allerede professionel i sin indstilling til træningen. Han er en fantastisk anførertype og har OB-DNA i sig ved at være hårdtarbejdende og hele tiden forsøge at udvikle sig.

- Han går forrest i kampene og får sine holdkammerater med sig. Han har en god pasningsfod og er dygtig til at sætte spillet. Han har et stærkt hovedspil allerede og har scoret en del mål på standarder. Derudover er han hurtig, hvilket jo også er en klar fordel. Vi synes, at han er en af de bedste spillere på sin årgang i landet, og vi glæder os til at følge ham fremover.

Selv siger Tobias Slotsager om kontrakten på dagen, hvor han fylder 15 år:

- Jeg har det rigtigt godt, og jeg er glad for, at klubben viser mig den tillid og vil skrive kontrakt med mig. Jeg er glad for træningen med mine holdkammerater, og jeg har en dygtig træner i Niklas Vincentz. Han formår at få det bedste ud af os, og det er fedt, at der bare er tid til lidt ekstra øvelser, hvis man har brug for det.

- Jeg vil utroligt gerne kunne spille på stadion i den stribede trøje en dag, men først og fremmest skal jeg fortsætte med at udvikle mig og blive bedre. Jeg glæder mig til at møde op til træning igen i det nye år og give den fuld skrue for klubben, lyder det fra den glade fødselar.

Tobias Slotsager begyndte at spille hos vores gode samarbejdsklub Morud IF og kom til OB som U14-spiller i sommeren 2019.