10.12.2019 16:27

OB slog her til eftermiddag AC Horsens med 3-1 og vinder vores pulje i Reserveligaen.

Reserveligaen
Tirsdag d. 10. december, kl. 14.30, Bane 2, Ådalen
OB-AC Horsens 1-0 (1-0)
1-0 Mikkel Hyllegaard (24.)
1-1 Mark Asp (53.)
2-1 Christian Vestergaard (56.)
3-1 Anders K. Jacobsen (72.)

Advarsler:
OB: Mads Frøkjær (73.)
Horsens: Mikkel Qvist (30.)

Kampens forløb:
Efter gårsdagens 3F Superligakamp var Striberne igen i aktion, da AC Horsens ventede på bane 2 i Ådalen til dagens kamp i Reserveligaen.

Det var et OB-mandskab, der satte sig på spillet fra starten, hvor der var godt tempo, mens forsvaret havde fint fat i de gule gæster.

Det var dog dem, der fik den første store chance, da Frederik Jørgensen fra højre lagede bolden ind foran, hvor Matthias Præst fra klods hold skovlede bolden over mål efter 11 minutter.

Dernæst var det vores tur, da Julius Eskesen lagde en flot bold i dybden, og Anders K. Jacobsen hamrede på mål, men over.

Der var flere gode angreb fra Striberne, og et af dem resulterede i en chance til Mikkel Hyllegaard, som inde foran sikkert sparkede en flad pasning i nettet, da uret havde rundet 24 omgange.

Horsens var sjældne gæster på OB´s banehalvdel i første omgang, men Jeppe Kjær havde dog et skud efter en halv time, som Sayouba Mandé sikkert tog sig af. Vi blev dog ved med at skabe chancer, og Sander Svendsen var decideret uheldig, da hans drøn efter 32 minutter tog stolpen.

Kort efter var Peter Therkildsen igennem, men Mandé fik reddet til hjørne, mens selvsamme duo havde et rendezvous kort efter, hvor Mandé igen fik reddet.

Kort inden pausefløjtet fik OB et par chancer efter hjørnespark, men det blev ved en fortjent 1-0 føring, da de første 45 minutter var spillet.

Anden omgang startede mere lige, og her fik Horsens kapital af anstrengelserne, da Mark Asp kom igennem og scorede til 1-1 efter 53 minutter.

Vi fik dog hurtigt svaret igen, da Christian Vestergaard tre minutter steg til vejrs på et hjørnespark og flot headede kuglen ind til 2-1. Herefter var i fin kontrol med kampen, og Julius Eskesen havde et godt skud, som dog endte med et hjørnespark.

Med små tyve minutter igen driblede Mikkel Hyllegaard i feltet, og Horsens måtte begå straffe for at stoppe ham. Det tog anfører Anders K. Jacobsen sig sikkert af, og så stod der fortjent 3-1 til OB. Så satte gæsterne lidt mere turbo på, og Mikkel Qvist forsøgte sig med sine lange indkast, men der blev flot afværget i forsvaret.

Vi havde et par gode muligheder til sidst, men det blev ved en 3-1 sejr, og dermed vinder vi vores Gruppe 2 i Reserveligaen foran netop AC Horsens og SønderjyskE.

Træner Henrik Hansen:
- Jeg synes ikke, det var vores bedste kamp i Reserveligaen, men det var en solid præstation og en fuldt fortjent sejr. Vi laver lidt for mange uprovokerede fejl og tager nogle dårlige beslutninger på den sidste tredjedel. Jeg er dog glad for den hårdhed, vi spiller med, og den attitude, vi viser, og så vil jeg gerne fremhæve Anders K. Jacobsen for endnu en fin præstation. Overall er jeg glad for, at vi har vundet vores række igen. Vi har spillet kampene på et rigtigt godt niveau og med den helt rigtige attitude, og det er utroligt vigtigt.

OB:
Sayouba Mandé – Jonathan Harboe (Tarik Ibrahimagic, 65.), Daniel Obbekjær, Christian Vestergaard (Teitur Magnusson, 56.), Kingsley Madu (Jonas Skytte, 46.) – Mads Frøkjær, Moses Opondo, Julius Eskesen – Anders K. Jacobsen, Mikkel Hyllegaard (Anders Klynge, 72.), Sander Svendsen (Max Fenger, 52.)