OB_Facbook_logo

10.11.2020 11:00

Efter søndagens kamp i Brøndby er der kommet racistiske ytringer og grimme ord rettet mod OB-spillerne Emmanuel Sabbi og Ryan Johnson Laursen på sociale medier. OB tager stærkt afstand fra dette og opfordrer til at holde den gode tone.

I 3F Superligakampen mellem Brøndby IF og OB søndag d. 8. november kom Brøndbys Blas Riveros slemt til skade i en kampsituation, hvor OB´s Emmanuel Sabbi og Ryan Johnson Laursen var involverede. Både klubben og de to involverede spillere er meget kede af, at Blas Riveros nu er ude med en alvorlig skade i en længere periode.

Episoden har efterfølgende ført til, at flere personer har ytret sig i meget upassende vendinger rettet mod Emmanuel Sabbi og Ryan Johnson Laursen på sociale medier. I et enkelt tilfælde på en stærkt racistisk måde og derudover i et generelt meget grimt sprogbrug om og til spillerne.

I OB tager vi stærkt afstand fra disse ytringer. Fodbold er et spil, der kalder på store følelser og passion, men uanset resultater og situationer undervejs i kampene opfordrer vi kraftigt til, at man holder den gode tone og ikke bruger sætninger med racistiske, homofobiske eller diskriminerende udtryk.

Vi har været i tæt dialog med Brøndby IF i denne sag, og vi vil gerne takke for godt samarbejde og opbakningen til at holde den gode tone.