47783

29.11.2019 08:00

I forbindelse med en U19-kamp i Ådalen blev der sagt upassende ting til ungdomsspillere fra AGF. OB tager stærkt afstand fra disse bemærkninger, som ligger meget langt fra klubbens værdier.

Lørdag d. 23. november blev der afviklet en kamp i U19-ligaen mellem OB og AGF kl. 12.30 på Bane 2 i Ådalen.

Efterfølgende er der fra AGF´s side blevet rejst påstande om flere episoder med upassende tilråb mod AGF´s spillere.

I OB tager man den slags anklager meget alvorligt, og vi indledte allerede lørdag en tilbundsgående undersøgelse, så alle aspekter af sagen kunne blive vendt.

Vi kan nu konstatere, at der i to tilfælde har været enkelte personer, der har ytret sig med racistiske over- og undertoner rettet mod et par af AGF´s U15-spillere.

Vi vil gerne fra klubbens side understrege, at vi tager stærkt afstand fra de to tilfælde med kommentarer rettet mod AGF´s U15-spillere. Det er ikke foreneligt med de værdier, man har i OB. Her vægter man stor respekt for alle uanset etnicitet, religion eller seksualitet. Vi undskylder på klubbens vegne overfor de ramte AGF-spillere.

Det er enkeltpersoner, der er kommet med disse ytringer, og det har ikke været muligt at identificere dem. Vi er rigtigt ærgerlige over, at disse personer har taget al fokus og ødelagt et ellers fremragende initiativ med stemningsskabende fans til vores ungdomskampe i Ådalen.

Der har fra en AGF-træners side været anklager om, at der skulle være råbt abelyde efter en AGF-spiller under U19-kampen. Dette har OB ikke kunnet finde belæg for, og vi er meget kede af, at klubben og ikke mindst vores fans på den måde er blevet hængt ud i pressen og på sociale medier.

Der må dog ikke herske nogen som helst tvivl om, at hvis det viser sig, at en spiller fra AGF´s U19-hold i forbindelse med U19-kampen mellem OB – AGF er blevet udsat for racistiske tilråb eller andre krænkende ytringer fra tilskuerne på Bane 2 i Ådalen, tager vi som klub skarpt afstand fra disse hændelser og sender vores uforbeholdne undskyldning til spilleren, hans holdkammerater og til AGF.