IMG_1020

06.07.2020 12:00

Teitur Magnusson skal i det næste halve år spille divisionsfodbold hos Middelfart Boldklub.

OB og Middelfart Boldklub har indgået en lejeaftale for det næste halve år vedrørende forsvarsspilleren Teitur Magnusson. Dermed skal han nu prøve kræfter med divisionsfodbold efter, at den 19-årige islænding i går blev dansk mester hos U19 med OB efter en 3-1 sejr over FC Nordsjælland.

Akademichef og Head of Coaching Tonny Hermansen siger:

- Teitur kom til OB sidste sommer og var straks en gevinst for klubben. Han har etableret sig som en stærk forsvarsspiller på vores U19-hold, som lige er blevet danske mestre. Nu har han så fået chancen for at udvikle sig yderligere ved at spille divisionsfodbold i Middelfart Boldklub, og det er kun glædeligt.

- Middelfart Boldklub har et fremragende set up, og det kommer nu Teitur til gode. Vores mål er altid at udvikle vores spillere, og nu får han endnu flere udfordringer og skal prøve kræfter med de store drenge. Vi ser frem til følge hans udvikling og takker samtidigt Middelfart Boldklub for at give ham chancen.

Teitur Magnusson kom til OB fra FH Hafnafjördur og er den første udlænding, som vi har hentet til vores akademi. Han har spillet for både det islandske U17- og U19-landshold.

Middelfart Boldklub sluttede på tredjepladsen i oprykningsspillet i 2. division i weekenden og fortsætter i denne division efter sommerferien.

Lejeaftalen løber fra d. 27. juli og til årsskiftet.