04.12.2019 13:36

Et nyt og spændende hold er klar til at bide skeer med superligaholdene ved KMD Cup 2020.

Når KMD Cup 2020 fløjtes i gang, venter der OB, AaB, AGF og Brøndby en helt ny opgave.

Det traditionsrige indendørsstævne, som afholdes i Jyske Bank Arena i Odense, har altid et gæstehold med, og denne gang bliver det noget helt særligt.

OB har som værter valgt at hylde samarbejdet Øens Hold ved at sammensætte et mandskab, som består af spillere fra de syv bedste rangerede hold på Fyn udover OB.

Det er folk, som i den grad kan finde ud af at trille den lille runde på et halgulv, og teknisk chef og head of coaching i OB, Tonny Hermansen, kommer til at stå i spidsen for holdet:

- Vi har samlet et meget slagkraftigt indendørshold. Vi går i skarp træning både før og efter jul, så spillerne er klar til KMD Cup 2020 d. 10. januar. Vi glæder os i trænerteamet til at arbejde med dem, og vi kan allerede nu se, at spillerne er sultne efter at komme i aktion. Vi skal op mod gode modstandere, men jeg håber, at vi kan overraske på selve aftenen, siger han.

Holdet er følgende:

Mark Tubæk og Jonas Villemoes, Otterup, Marcus De Claville Berthelsen, Næsby, Thomas Broe, TPI, Benjamin Nielsen, Dalum IF, Jonas Skærlund og Mathias Munk, Marienlyst, Jeppe Kirk, Næsby BK, Esben Petersen, Middelfart og Daniel O´Hara, SfB/Oure FA.

I videoen kan du høre spillerne præsentere sig selv og høre om deres forventninger til KMD Cup 2020.

I næste uge offentliggør vi, hvem der kommer til at sponsorere Øens Hold

Det er tredje gang, at stævnet afholdes, og de faste hold er OB, AaB, AGF og Brøndby. Denne gang er OB værter, og stævnet sparkes i gang d. 10. januar 2020 i Jyske Bank Arena.

Hele stævnet sendes på TV3+, og der er tæt på udsolgt, hvilket betyder 4.000 tilskuere på lægterne.