DSC08513

03.02.2021 08:11

Hvert år kårer tidligere OB’ere Årets Spiller og Årets Fund ved afstemning, og i år blev Oliver Christensen kåret til Årets Spiller 2020.

- Det er dejligt, det havde jeg ikke lige regnet med. Det er altid fedt, at der nogen, der synes, at man har gjort det godt. Jeg har fulgt OB, siden jeg var en lille dreng, og jeg har altid drømt om at spille på stadion. Så at blive Årets Spiller allerede på mit andet år, det er virkelig stort.

”Gribbens” og resten af truppens sæson fortsætter senere i dag, når vi kl. 18.00 tager imod Lyngby BK i årets første Superliga-kamp, og det ser den unge målmand meget frem til:

- Det bliver dejligt at komme ud og spille om point igen. Det er det, der er sjovest. Nu har vi trænet hårdt i en måned og forberedt os på, vi skulle ud at spille igen. Det har været en fin opstart, og nu glæder vi os bare til at spille kamp. Der er heldigvis en masse af dem her i starten, så det er kun dejligt.

Og ifølge Christensen er vores trup fint gearet til en masse kampe:

- Vi står rigtig fint til den tumultariske opstart. Vi har en god trup med mange spillere, og det er vigtigt, at vi kan justere og skifte lidt ud her i den hårde opstart, så vi ikke bliver slidt. Det betyder meget for os med en god, bred trup, hvor rigtig mange bringer en masse kvaliteter.

Man skal altid tage en kamp ad gangen, og i aften gælder det Lyngby BK, og opskriften er klar:

- Vi skal sørge for at stå godt på banen og presse højt. Der ligger helt sikkert nogle muligheder for os, hvis vi udnytter de kvaliteter, vi har. Komme over kanterne, bibeholde presset og sørge for at trykke dem godt ned i banen, afslutter ”OC”.

Kampen mellem OB og Lyngby BK spilles onsdag kl. 18.00 på Nature Energy Park, og Årets Spiller 2020, Oliver Christensen, vil sammen med Årets Fund, Mads Frøkjær, hyldes inden kampstart.

Der må desværre ikke komme tilskuere til kampen, men du kan følge den på Eurosport 2, i Liga på P3 eller som altid på vores live-Twitter OdenseBK_Live.