Benjamin Jakobsen — 18.05.2018 08:30

Vejene skilles for OB og Joao Pereira, når portugiserens kontrakt udløber efter denne sæson.

Samarbejdet mellem OB og Joao Pereira fortsætter ikke, når spillerens kontrakt udløber 30.6. Den portugisiske forsvarsspiller kan således fortsætte karrieren i en anden klub efter sommerferien.

Pereira har i en stor del af sin karriere opholdt sig udenfor hjemlandet Portugal, og kontraktudløbet falder sammen med, at han føler behov for at flytte tættere på sin familie i Portugal. 

- Jeg har været i OB i to år, og det har været en god tid i en for mig at se stor dansk klub. Det har været en ære at bære klubbens trøje. Jeg ville rigtig gerne have spillet flere kampe, end jeg har gjort, men uanset hvad så føler jeg, at jeg hver eneste dag har arbejdet professionelt og hjulpet holdet så meget som jeg nu kunne. I det her år har der været noget sygdom i min nære familie, så jeg vil gerne være tættere på min far og resten af familien hjemme i Portugal.

OB’s sportsdirektør Jesper Hansen glæder sig over den indstilling, Joao Pereira har bidraget med i OB-truppen.

- Joao er en meget professionel spiller, og det har han vist på alle måder i sin tid i OB. Spilletiden har været lidt blandet, men når han har været med på holdet, har han altid leveret en fokuseret indsats. Vi ønsker ham alt godt i fortsættelsen af hans karriere, og det giver ham muligheden for at komme tættere på sin familie hjemme i Portugal, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen. 

Joao Pereira er noteret for 26 kampe for OB.