IMG_8624

18.01.2019 23:33

Første dag er ovre, vi har vundet to ud af to, og i første runde af både Kai Thor og BC Catering Cup blev ingen kampe afgjort med mere end et mål.

I weekenden bliver der spillet BC Catering Cup og Kai Thor Cup i Ådalen for U17- og U19-hold. Fredag blev de første otte kampe spillet, og det hele er gået som smurt. Der er stor tilfredshed fra alle deltagende hold med alt lige fra baner til mad, hotelværelser og organisationen af turneringerne.

Set med stribede briller har åbningsdagen også været tæt på optimal. U17-drengene vandt med 1-0 over Brann Bergen fra Norge. U17-drengene startede bare ud med to andenårsspillere, mens resten var førsteårs. Det skal dog siges, at modstanderne fra Brann også primært bestod af, hvad der vil svare til førsteårsspillere, da de ikke bruger U17-årgangen i Norge, men i stedet går fra U16 til U19.

OB kom godt fra start, og Valdemar Kwasniak bragede allerede to minutter inde i kampen bolden på overliggeren. OB sad på kampen, og det var striberne, der var det bedste hold. Derfor var det også særdeles retfærdigt, at Luca Kjerrumgaard små tyve minutter inde i kampen scorede kampens enlige mål.

Senere på dagen skulle U19-drengene i kamp mod schweiziske Grasshopper. Også her er der forskelle på årgangene, da de i Schweiz arbejder med U18 og U21-årgange. Truppen her til Kai Thor Cup består dog ligesom OB’s egen U19-trup af spillere fra årgang 1999, 2000 og 2001.

Af de 17 spillere Grasshopper har med, har ti af dem allerede U-landskampe på CV’et, og i den hjemlige liga er de ubesejrede ved vinterpausen efter de første 13 kampe. Det var altså en ordentlig mundfuld, der ventede striberne, og da schweizerne et lille kvarter inde i kampen bragte sig på 1-0 så det alvor svært ud.

Trænerteamet viste dog taktisk snilde, og ændrede i pausen formation fra 4-4-2 til 3-5-2. Det gav striberne et større overtag, og Kristian Brøndum var manden bag udligningen ti minutter inde i anden halvleg. Herefter fortsatte OB med at være ovenpå, og med få minutter tilbage af kampen burde en stærkt spillende Mikkel Michelsen have sparket OB på 2-1, men en forsvarsspiller nåede i sidste øjeblik at blokere afslutningsforsøget, hvorfor kampen endte 1-1.

Ved Kai Thor Cup kan en kamp dog ikke ende uafgjort, så OB og Grasshopper Club Zürich måtte ud i en straffesparkskonkurrence om et ekstra bonuspoint. I første runde scorede både Mikkel Michelsen og schweizernes anfører Fabio Fehr, selvom Emil Larsen i OB-målet var millimeter fra at nappe den. Derfor måtte vi ud i anden runde, og igen sparkede OB den ind ved Anders Klynge. Dermed var Grasshopper tvunget til at score, men duellen mellem Emil Larsen og Leonardo Uka kom den fynske keeper stærkest ud af, og derfor løber OB afsted med to point fra kampen.

Vil du læse mere om, hvordan det er gået i de andre kampe, der er blevet spillet fredag, så klik nedenfor, hvor du kan se alle resultater samt stillingerne i alle fire puljer.

BC Catering Cup (U17)

Kai Thor Cup (U19)

Se galleri fra første dag

Læs det officielle kampprogram