_DSC6037

18.04.2021 16:47

Søndag eftermiddag stod den på fodbold på Nature Energy Park, da SønderjyskE gæstede Odense. Det endte med et uafgjort resultat, efter alle 90 minutter var forløbet.

3F Superligaen, 25. runde
Søndag d. 18. april kl. 14.00, Nature Energy Park
OB – SønderjyskE 1-1 (1-0)
1-0 Bashkim Kadrii (5.)
1-1 Emil Holm (67.)

Kampens dommer: Peter Kjærsgaard

Gule kort:
OB: Aron Elís Thrándarson (63.), (Bashkim Kadrii 82.), Ayo Simon Okosun (84.)
SønderjyskE: Philipp Schmiedl (36., 54.)

Rødt kort:
SønderjyskE: Philipp Schmiedl (54.)

Kampens forløb:
Søndag havde vi besøg af SønderjyskE hjemme på Nature Energy Park i den sidste hjemmekamp uden tilskuere. I hvert fald for denne omgang – og forhåbentlig for altid. Med tilskuere på tribunerne eller ej, så var der vigtige point på spil i kampen mod sønderjyderne. Syv af de otte seneste indbyrdes opgør var endt uden vinder, og derfor kunne man godt forvente, at det ville blive tæt.

Michael Hemmingsen havde sat et hold sammen med masser af offensiv kvalitet i startopstillingen. Emmanuel Sabbi, Bashkim Kadrii, Issam Jebali og Max Fenger var således alle med fra start for Striberne. Der gik da også kun fem minutter, før gæsterne fik lov at mærke den. Et stribet hjørnespark blev headet ud på kanten af feltet af Pierre Kanstrup. Her stod Bashkim Kadrii klar, og med en helt fantastisk flugter kanonerede han bolden helt op i målhjørnet til 1-0.

Bare en håndfuld minutter senere var det så gæsterne, der var tæt på at bringe balance i regnskabet. Et hovedstød blev headet mod mål med fuld kraft, men på mirakuløs vis kom Oliver Christensen helt ind på stregen med lappen for at rage bolden væk. En klasseredning fra vores U21-landsholdskeeper.

Resten af halvlegen foregik med os i nogenlunde kontrol. Alligevel var det gæsterne, der havde de farligste forsøg, men uden det hverken blev store chancer eller etablererede angreb. Derfor kunne vi gå til pause med en føring på 1-0 efter Bashkim Kadriis fantastiske scoring i kampens begyndelse.

Anden Halvleg
Fra anden halvlegs start kom der en ny mand mellem stængerne. Oliver Christensen måtte udgå, da han blev skadet i sin sidste aktion i første halvleg, og i stedet kom Sayouba Mandé ind mellem stængerne.

På måltavlen stod der 1-0 til Striberne, og i kampens 54. minut kom det til at se endnu bedre ud for os. Emmanuel Sabbi løb frem i fuld fart, hvorefter Philipp Schmiedl så sig nødsaget til at vælte ham. Det kostede en advarsel, og da han havde gjort noget lignende i første halvleg, resulterede det i et rødt kort til gæsternes østrigske forsvarsspiller.

Efter scoringen skubbede vi kæderne længere frem, og mens størstedelen af spillet hidtil havde foregået omkring midten af banen, så foregik det nu rundt om gæsternes straffesparksfelt. Det blev dog oftest kun til afslutninger fra kanten af feltet, og en stram struktur fra gæsterne medvirkede til, at vi ikke fik skabt åbne målchancer.

Gæsterne var sjældent på vores banehalvdel, men ud af det blå fik de udlignet. Et frispark blev hældt ind i feltet, og her steg Emil Holm til vejrs. Han fik hovedet på bolden, lige inden Sayouba Mandé fik bokset bolden væk, og så stod det pludseligt 1-1.

Scoringen tvang os længere frem på banen, og vi blev langt farligere herefter. Først var det Issam Jebali, der efter 71 minutter trykkede af fra nært hold, men desværre lige på gæsternes keeper. Kort efter var det Emmanuel Sabbi, men han måtte se sit forsøg prelle af på stolpen. Herefter var det igen Jebali, der forsøgte sig, men igen var Lawrence Thomas i vejen – denne gang hele nede ved roden af stolpen.

Gæsterne lurede fortsat på omstillinger, og med ti minutter tilbage af opgøret var Haji Wright ved at slippe igennem. Jeppe Tverskov var dog snu, da han kom ned til ham, og han læste ham som en åben bog. Kort efter erobrede Bård Finne bolden fra Ryan Johnson Laursen, men da han forsøgte at sparke bolden i kassen, var det igen Jeppe Tverskov, der kom i vejen.

Efterfølgende trykkede vi på. Indlæg virkede som opskriften, men den gik ikke. Indskiftede Ayo Simon Okosun var tættest på med et hovedstød, der sejlede lige over overliggeren. Det endte med resultatet 1-1 for fjerde gang i træk mod SønderjyskE.

OB:
Oliver Christensen (Sayouba Mandé, 46.) – Ryan Johnson Laursen, Jeppe Tverskov, Alexander Juel (Robin Østrøm, 60.), Jørgen Skjelvik – Aron Elís Thrándarson, Jens Jakob Thomasen (Janus Drachmann 84.) – Emmanuel Sabbi (Ayo Simon Okosun 84.), Bashkim Kadrii, Issam Jebali – Max Fenger (Sveinn Aron Gudjohnsen, 60.)
Bænken: Sayouba Mandé, Janus Drachmann, Sveinn Aron Gudjohnsen, Ayo Simon Okosun, Moses Opondo, Mikkel Hyllegaard, Robin Østrøm

SønderjyskE:
Lawrence Thomas – Pierre Kanstrup, Stefan Gartenmann, Philipp Schmiedl – Emil Holm (Rilwan Hassan 69,), Rasmus Vinderslev (Mads Winther 89.), Victor Ekani, Julius Eskesen (Bård Finne 46.), Marc Dal Hende – Anders K. Jacobsen (Adama Guira 77.), Haji Wright
Bænken: Nicolai Flø, Peter Christiansen, Bård Finne, Emil Frederiksen, Adama Guira, Mads Winther, Rilwan Hassan.

Næste kamp:
Onsdag d. 21. april kl. 18.00, OB – AaB, Aalborg Portland Park, 3F Superligaen.