
PSG venter i kvartfinalen
04 aug 2018Efter nederlag til Figuirense og Standard Liége venter PSG nu i kvartfinalen for OB U19 ved Copa Del Agatha i Holland.
SE GALLERI FRA FØRSTE DAG I HOLLAND NEDERST I ARTIKLEN.
U19-drengene er i weekenden til Copa Del Agatha i hollandske Nijmegen. Her var striberne kommet i pulje med Figuirense fra Brasilien og Standard Liege fra Belgien. Første kamp var mod en flok store brasilianere, der fysisk var OB-overlegne – og derudover var de mere kyniske end striberne, fortæller Kim Engstrøm.
- Vores første kamp var mod brasilianske Figuirense, og de er et fysisk stærkt brasiliansk hold. Vi gjorde det rigtig svært for os selv ved allerede at komme bagud efter syv minutter af kampen. Det skete efter et boldtab, hvor vi ikke fik skubbet ud af feltet for at lægge pres på deres sparker, som flot lagde den over i det lange hjørne. Vi fik til gengæld spillet os ind i kampen igen og sat spillet, men vi kunne ikke skabe de helt store chancer, så vi gik til pause bagud med 1-0.
- Igen i anden halvleg var det os, der dominerede, men ligesom i første havde vi store udfordringer med at skabe store chancer. De scorede så til 2-0 med ti minutter igen, hvor vi forærede dem bolden på et målspark, så de let kunne score. Det gjorde, at det var lidt op ad bakke, så en skidt første kamp, men ikke mod et hold der var bedre end os på bolden – til gengæld et hold der var større end os fysisk og et hold, som straffede os på vores fejl, siger OB’s U19-cheftræner Kim Engstrøm.
En time efter slutfløjtet ventede der en ny kamp for OB’s U19-drenge, da det var tid til den anden gruppekamp, hvor belgiske Standard Liége ventede. Igen var OB spillemæssigt bedst, men ikke effektive nok i felterne.
- Til anden kamp skiftede vi nogle stykker og vi kom egentlig rigtig godt ud til kampen. Vi sad fuldstændig på tingene og havde to pænt store muligheder for at score i første halvleg. Så stor fremgang i forhold til første kamp, for mod Liege havde vi stor boldbesiddelse, leverede bedre spil og kom ud til kampen med et klart bedre udtryk. Samtidig holdt vi dem fra chancer indtil et kvarter inde i anden halvleg, hvor en hurtig belgier satte en af vores forsvarsspillere, og så sparkede han den sikkert ind. Om vi tabte med 1, 2 eller 3 mål var underordnet – til gengæld kunne vi måske få en nemmere kvartfinalemodstander med ét eller tre point. Derfor åbnede vi op, og det blev roderi, hvor vi ikke havde evnerne til at skabe den store chance, vi havde brug for. Så anden kamp bestod med OB-brillerne på at 40 gode minutter og ti dårlige, vurderer Kim Engstrøm, inden han sætter nogle ord på sit overordnede indtryk af første dag i Holland.
- Jeg har en lidt blandet fornemmelse efter første dag af turneringen. Vi har ikke mødt hold, som har været meget bedre end os. De har været mere kyniske end os i felterne, været mere kyniske i forhold til at straffe vores fejl, og så synes jeg, vi har forsømt at spille direkte nok. Vi har forsømt at være gode nok på sidste trejdedel af banen, og så har vi givet nogle dumme mål væk. Så vi er blevet straffet for vores fejl i internationale kampe, og det skal vi lære af i morgen, men også fremadrettet i forhold til at være på stikkerne i alle kampe fra første til sidste fløjt.
Søndag formiddag skal OB-spillerne så spille kvartfinale, selvom de to første kampe endte med nederlag. Puljens vinder, Figuirense er allerede semifinaleklar, mens OB klokken 10:00 møder PSG i kvartfinalen, hvorefter Leicester venter i en eventuel semifinale. I den anden kvartfinale spiller Standard Liége og NEC Nijmegen mod hinanden, hvor der er en semifinaleplads mod Figuirense på spil. Og netop PSG så Kim Engstrøm i løbet af lørdagen, så han har en idé om, hvad der venter OB søndag formiddag.
- PSG slog Nijmegen med 2-0 og tabte senere med 2-1 til Leicester i deres pulje. De er et stærkt spillende hold – lidt á la Barcelona i stilen, hvor det som oftest er med en eller to berøringer, inden den sendes videre til en medspiller. De er gode på bolden, spiller 4-3-3, flytter bolden hurtigt og har nogle gode individuelle spillere. De spiller rigtig meget, de er gode på bolden, og de vil gerne spille fodbold. Der venter os en helt anderledes modstander, end dem vi har mødt i dag, men der er bestemt muligheder, hvis vi kan trykke dem. Sætter vi tingene rigtigt op, så kan vi gøre ondt på dem. Ikke en umulig opgave, men et stærkt hold og en rigtig spændende modstander at møde – og så trænes de i øvrigt af Thiago Motta, der som spiller har to Champions League titler på sit fodbold-CV, siger Kim Engstrøm, inden han sætter et par generelle ord på turneringen, Copa Del Agatha.
- Alt i alt er det en super turnering. Den er godt organiseret, vi bor på et fremragende hotel, kampene spilles på en rigtig god fodboldbane med grønt græs, og alt har fungeret – bortset fra de to resultater, vi selv har leveret. Så på en dag med to tabte kampe hvor vi er rigtig ærgerlige og skuffede, har vi stadig muligheden for at gå hele vejen. Derfor kommer vi ud til søndagen med oprejst pande, og vi vil give den en skalle og gå allin efter en semifinaleplads – og så må vi derefter se, hvor langt det rækker for os.
Søndagens første kamp er som nævnt klokken 10:00 mod PSG, og umiddelbart efter kampen kan du læse om den kamp her på ob.dk.
Lige nu

Udebanekamp i Lyngby rykkes

To striber udtaget til U18-landsholdet

Tilmelding til Orifarm Øens Hold er fuld i gang

Varm op i fanzonen inden kampen mod Lyngby Boldklub!

Vi møder FC Fredericia i 4. runde af Oddset Pokalen

To striber udtaget til U17-landsholdet

- Vi er nødt til at vinde næste kamp, alt andet er ligegyldigt
