Helenius

24.09.2018 21:51

Vi talte efter mandagens sejr på 4-0 med to af de glade målscorere.

Bashkim Kadrii:
Det var et vigtigt mål, for vi kom foran, og det gav os en lillesmule ro, men gjorde os måske lidt bange. Vi trak os i hvert fald lidt for langt tilbage i perioder, men vi krigede den hjem, og de skal have ros nede bagi. Det er ikke os angribere, der skal roses så meget, dem nede bagi fortjener mere ros for kampen i dag.

I forhold til spil var det ikke en typisk 4-0, men vi er kyniske, og vi sparker alt ind. Det har vi ikke gjort i mange andre kampe, men de flyver ind, og samtidig med det stod vi fantastisk i forsvaret – og det er vigtigere at vinde, end at spille godt.

Vi må se, om det er et vendepunkt, men jeg håber det. Vi kan dog ikke vide det før de næste par kampe, men jeg håber, det give mere selvtillid og mere tro på tingene.

Tillid er vigtigt, og det får for det meste en til at blomstre og spille godt. Jeg får tillid lige nu, og jeg synes, jeg leverer fint. Det går fremad, og jeg skal bare kunne spille noget længere tid. Det har været overvældende, hvor godt fansene har taget imod mig, og hvor meget der har været omkring mig. Det er bare skønt og dejligt.

Nicklas Helenius:
Jeg er meget tilfreds med at have lavet fire mål. Har ikke spillet 90 minutter i ret mange kampe, så målt på spilletid er det faktisk et rigtig fornuftigt målsnit. Men det vigtigste er, at vi fik en sejr. Det havde vi brug for som hold, og det er klart det, jeg glæder mig mest over.

Det var en af vores måske dårligst spillede kampe, men det er typisk for Superligaen, at det første mål er så usandsynligt vigtigt at score. Det har vi ikke været gode til at lave, men det lavede vi i dag. Derefter fightede og kæmpede vi rigtig hårdt, og jeg er sikker på, at blev afgørende for, at vi fik sejren i dag.