Reserverne fortsatte sejrsstimen
Nyt fra Reserveholdet

Reserverne fortsatte sejrsstimen

13 maj 2019

Mandag eftermiddag tog reserverne den tredje sejr i træk, da det hjemme på Nature Energy Park blev til en sejr på 4-1 over Esbjerg fB.

Reserveligaen
Mandag 13. maj kl. 14:00, Nature Energy Park
OB – Esbjerg fB 4-1 (2-0)
1-0 Alexander Ludwig (31.)
2-0 Mathias Greve (39.)
2-1 Brent McGrath (49.)
3-1 Mathias Greve (69.)
4-1 Jonas skytte (90.)

Kampens forløb:
Mandag eftermiddag tog vores formstærke Reservehold imod Esbjerg fB hjemme på Nature Energy Park. Henrik Hansens tropper kom til kampen med sejre i de to seneste runder over Vejle og FC Midtjylland, som henholdsvis er nummer et og to i vores pulje.

Fra første fløjt var det striberne, der satte sig på opgøret, og syv minutter inde i kampen var det tæt på at blive 1-0 efter et flot, gennemspillet angreb. Mads Frøkjær satte tempo på på højrekanten, lagde bolden skråt tilbage til Anders K. Jacobsen, der lagde bolden af til Helenius. Desværre manglede afslutningen fra Helenius power og præcision, så Esbjerg-forsvaret kunne få sendt bolden til hjørnespark.

Tre minutter efter var det så i stedet gæsterne fra vestkysten, som var ved at bringe sig foran. De blev tildelt et frispark i højre side af banen, hvor de sendte bolden ind i feltet. OB-forsvaret fik halvvejs afvist indlægget, men bolden havnede ned for fødderne af en Esbjerg-spiller, der afsluttede fra tæt hold, men Sayouba Mandé leverede en stor redning inde på stregen.

Herefter blev det en kamp, hvor spillet bølgede frem og tilbage. For mange spillere forsøgte at slå guldbolden, og det resulterede i mange fejlafleveringer, så begge mandskaber uden de store problemer kunne lukke af for hinanden.

Efter 10-15 minutters indianerfodbold fik vi bedre styr på kuglen, og det betød også, at vi satte os endnu tungere på kampen. Efter 30 minutters spil blev Yao nedlagt på kanten af feltet, og det betød gult kort til Jonas Mortensen – og endnu vigtigere for os – en lovende frisparksmulighed til Nicklas Helenius.

Det kraftfulde spark fra Helenius sad indenfor rammen, så Mads Kikkenborg i EfB-målet kun kunne halvklare, og Alexander Ludwig var hurtigt over riposten, som han bankede op i nettaget til 1-0.

Herefter sad vi fuldstændig på kampen, og det var som om, Nature Energy Park var blevet ensrettet efter føringsmålet. Alt spil havde retning mod Mads Kikkenborgs mål, og efter 39 minutter kunne Mathias Greve også gøre det til 2-0, da han sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet.

Det var ikke meget vores gæster fra Esbjerg fB havde skabt i de første 45 minutter, men bare tre minutter inde i anden halvleg valgte vi at give dem en hjælpende hånd. En EfB-spiller modtog bolden ind i feltet, og Yaos skulderskub sad i ryggen på ham, hvorfor dommeren dømte straffespark. Det straffespark tog gæsternes mest rutinerede spiller, Brent McGrath, sig af, og han reducerede uden de store problemer til 2-1.

Kort efter spillede gæsterne frem til en ny stor chance, men Patrick Egelunds afslutning sneg sig heldigvis forbi på den rigtige side af stolpen efter et ellers fornemt EfB-angreb.

Herefter fik vi ligesom i første halvleg bedre styr på kampen, selvom overtaget ikke var ligeså markant. På chancefronten var det begrænset, hvad der blev produceret, selvom der var mange optræk. Mange tekniske fejl og forkerte beslutninger med bolden gjorde, at det var småt med chancer.

Derfor kan en af løsningerne været at trykke af, inden man får skabt den helt store chance, og det var, hvad Mathias Greve gjorde efter 69 minutters spil, da han for anden gang i kampen bankede den ind bag Mads Kikkenborg med et tørt hug fra kanten af feltet.

Med ti minutter tilbage af kampen var det gæsterne, der kom frem til en fornuftig mulighed, da Brent McGrath trykkede af inde i feltet. Sayouba Mandé kom dog hurtigt ned til jorden og viftede bolden til hjørnespark.

En håndfuld minutter senere var det igen Esbjerg, der var tæt på at komme på tavlen. Efter et hjørnespark faldt bolden ned for fødderne af en EfB-spiller inde i feltet, og han fik afsluttet ned mod hjørnet, men en ny, stor redning af Sayouba Mandé kom i vejen for Esbjerg-spillerne.

Det lignede en sejr på 3-1, men i overtiden af kampen førte Jonas Skytte bolden frem, og selvom der var muligheder for at spillede den videre til enten Greve, Helenius eller AK, valgte U19-spilleren at prøve lykken fra kanten af feltet. Det skulle vise sig at være en god idé, for med det kolde venstreben bankede han den via overliggeren ind til 4-1.

4-1 blev også kampens slutresultat, og dermed sikrede Henrik Hansens tropper sig den tredje sejr i træk i Reserveligaen.

Kommentar fra Henrik Hansen:
Det var en kamp på det jævne. Vi spillede ikke op til vores bedste gennem hele kampen, men periodevis ramte vi noget, som var rigtig godt, mens vi i andre perioder lavede for mange tekniske fejl og enten spillede bolden for meget tilbage eller forsøgte at spillede den frem på de forkerte tidspunkter.

Vi prøvede i dag nogle ting af i forhold til formationen, men også i forhold til at nogle spillere blev brugt på uvante positioner. Det var tydeligt at se i de første 20-25 minutter, men derefter synes jeg, vi fandt frem til vores eget spil i første halvleg, og i de sekvenser hvor vi fik set spillet ordentligt sammen og spillet frem på de rigtige tidspunkter, så fik vi også kvalitet på det.

Anden halvleg var mere på det jævne, men vi fik en ny dejlig sejr på 4-1, der blev grundlagt på nogle rigtig flotte mål.

OB’s holdopstilling:
Sayouba Mandé – Anton Pedersen (Oliver Skolnik, 46.), Daniel Obbekjær, Alexander Ludwig (Jonathan Harboe, 72.) – Rasmus Festersen (Anders Klynge, 83.), Mathias Greve, Mads Frøkjær, Yao (Mathias Brems, 86.) – Nicklas Helenius, Louis Mafouta (Jonas Skytte, 57.), Anders K. Jacobsen
Bænken: Peter Bergmann, Jonathan Harboe, Oliver Skolnik, Jonas Skytte, Anders Klynge, Mathias Brems

Esbjerg fB’s holdopstilling:
Mads Kikkenborg – Jonas Mortensen (Patrick Tjørnelund, 62.), William Møller (Marcus Hansen, 76.), Tobias Stagaard, Denis Catovic – Patrick Egelund, Mirza Husic (Andreas Lausen, 62.), Mads Larsen (Zean Dalügge, 86.) – Klaus Moesgaard, Brent McGrath, Mads Zaar (Jeppe Paulsen, 86.)
Bænken: Zean Dalügge, Marcus Hansen, Patrick Tjørnelund, Jeppe Paulsen, Andreas Lausen

Gule kort:
Esbjerg fB: Jonas Mortensen (30.)

Næste Reserveligakamp:
Mandag 20. maj kl. 14:00, Esbjerg fB – OB, Esbjerg Kunstgræsbane

Vi bruger cookies, for at gøre oplevelsen bedre for dig. Læs vores cookie- og privatlivspolitik