Benjamin Jakobsen — 07.05.2018 18:00

Eskesen, Jørgensen, Desler og Clement scorede målene, da OB's reserver vandt med hele 6-1 over Brøndby i Reserveligaen.

Reserveligaen pulje 2
Mandag 7. maj, 16:00, EWII Park
OB – Brøndby IF 6-1 (3-1)
8. min. 0-1 Peter Bjur
22. min. 1-1 Julius Eskesen
25. min. 2-1 Mathias Jørgensen
45. min. 3-1 Mikkel Desler
46. min. 4-1 Julius Eskesen
55. min. 5-1 Mathias Jørgensen
86. min. 6-1 Peter Clement

OB’s holdopstilling:
Thomas Mikkelsen – Jacob Buus (60. min. Nicolai Skøtt), Joao Pereira, Anton Pedersen (79. min. Laurits Lillemose), Jonathan Kjær – Mikkel Desler, André Rømer, Jonathan Harboe (70. min. Anders Klynge), Julius Eskesen – Jóan Símun Edmundsson (77. min. Peter Clement), Mathias Jørgensen (66. min. Elias Lamnaouar)

Brøndby IF’s startopstilling (uden udskiftninger):
Casper Hauervig – Frederik Nørrestrand, Anton Skipper, Mads Eslund, Victor Sørensen – Jonas Madsen, Peter Bjur, Agust Hlynsson, Ertugrul Teksen – Mileta Rajovic, Magnus Warming

Kampens forløb:
Det var et ungt OB-mandskab med fem spillere der havde alder til U19-fodbold i startopstillingen, der tog imod et meget ungt Brøndbymandskab, der udelukkende bestod af spillere fra deres U17- og U19-hold. Det var dog ikke til at se i kampens indledning, hvor Brøndbydrengene kom ud med masser optimisme, spilleglæde og ikke mindst højt presspil, der så ud til at forstyrre OB’erne i den opbyggende del af spillet.

Det høje pres gav pote efter bare otte minutters spil, da Peter Bjur bragte Brøndby foran med 1-0. En erobring højt oppe på banen, et par hurtige driblinger, og så et flot spark op i målhjørnet gav en tidlig føring til de gulklædte Brøndby-spillere.

Herefter fik OB bedre tag på kampen, og tog dirigentstokken i kampen. Således var Mikkel Desler kort efter tæt på at bringe balance i regnskabet, men skarpheden manglede i afslutningen, der fløj forbi målet. Spillet foregik på BIF’ernes banehalvdel, og de gange Brøndby havde bolden, var det kun i korte perioder, inden den blev generobret af en stribet spiller.

Alligevel var Brøndby efter 17 minutters spil lige pludselig tæt på at udbygge føringen med en scoring til 2-0, da Mileta Rajovic bragede bolden på overliggeren, hvorefter OB-forsvaret atter fik kontrol over kampen.

Efter 22 minutters spil var det så i den anden ende, der var fare på færde spil. Fikse driblinger fra Jóan Símun Edmundsson gjorde BIF-forsvaret rundtossede, og derefter spillede Edmundsson bolden videre til Eskesen, der fra kanten af feltet huggede bolden ind til 1-1 og bragte balance i regnskabet.

Bare tre minutter senere var OB atter på spil. Julius fik fat i bolden omkring midtercirklen – førte den frem med hurtige driblinger og sparkede mod målet. Bolden ramte jorden kort inden Brøndby-keeperen, der ikke kunne gribe bolden, men i stedet ramte den med brystkassen. Det resulterede i en returbold lige ud i hovedet på Mathias Jørgensen, der headede OB foran med 2-1.

Ti minutter senere angreb OB igen over venstrekanten, hvor mange af de stribede chancer blev skabt. Jonathan Kjær kom til baglinjen og smed et fladt indlæg ind i feltet, men Jóan Símun Edmundsson fik ikke et rent træf på bolden, og derfor blev det ikke 3-1 i den situation.

Det gjorde det til gengæld i første halvlegs sidste minut. Et indkast på OB’s banehalvdel blev kastet frem, hvorefter Mathias Jørgensen blev sendt afsted i dybden med en stikning. Mikkel Desler var fulgt med i den modsatte side, og da Jørgensen kom ned til målmanden spillede han den uselvisk på tværs til Mikkel Desler, der let kunne trille bolden ind i et tomt mål til 3-1.

Det var sidste aktion i første halvleg, hvor OB kom stærkt igen og dominerede opgøret fuldstændig efter en dårlig start på kampen.

I anden halvleg fortsatte OB trykket fra første fløjt, og bare tredive sekunder inde i anden halvleg blev det 4-1. Julius Eskesen trykkede af fra kanten af feltet. Afslutningen blev afrettet af en Brøndby-spiller, og så endte Brøndbymålmanden med at se dum ud i situationen, da han hoppede til den modsatte side end bolden efter den blev rettet af i forsvaret.

Syv minutter efter var Edmundsson tæt på at bringe OB yderligere foran, da han driblede igennem i venstresiden og afsluttede fra en spids vinkel. Casper Hauervig var dog på plads i målet og sendte den til hjørnespark. Hjørnesparket var en fiks kombination mellem Julius og Jóan og det endte med endnu en afslutning til Jóan, hvor Hauervig atter måtte sende til hjørnespark. Og minsandten om ikke det hjørnespark endte med en nedfaldsbold til Jóan, der denne gang måtte se sin afslutning blive blokeret af Brøndby-forsvaret.

To minutter efter kom Jacob Buus til mållinjen og smed en chipbold ind i feltet. Casper Hauervig i Brøndbymålet fumlede med bolden på indlægget, og så gav det en nedfaldsbold til Mathias Jørgensen, der med sit andet mål i kampen bragte OB på 5-1.

Det var som om, at scoringen til 5-1 fik en del af OB-spillerne til at gå lidt ned i tempo, og det gav et par muligheder til gæsterne fra Brøndby. Det blev ikke til de helt oplagte chancer, men fornuftige muligheder blev det til. Fælles for alle gangene var det dog, at Thomas Mikkelsen var på plads i OB-målet, og han viste i flere situationer højt niveau i det stribede mål med fornemme redninger.

Efter et kvarter med jævnbyrdigt spil, hvor Brøndby var det farligste mandskab, og Thomas Mikkelsen forhindrede en reducering fra Brøndby, fik OB igen kontrol over kampen. De helt store chancer udeblev dog, og kampen blev præget af mange udskiftninger i slutningen, som tog en del af rytmen ud af kampen.

Alligevel fik OB i det 86. minut hamret det sidste søm i kisten, da Peter Clement blev sendt afsted i dybden. Han lod bolden hoppe et par gange, inden han fra hjørnet af det lille målfelt sparkede bolden fladt ind i modsatte side af målet til slutresultatet; 6-1.

Kommentar fra John Bredal:
Vi brugte for lang tid på at komme ordentlig i gang, der gik vel 15-20 minutter, inden vi fandt os selv. Der var ikke noget, der overraskede os. Det var Brøndby, som vi kender dem med et højt presspil. Alligevel kom vi bagud 1-0, ligesom vi gjorde i første kamp mod dem, da vi vandt 7-1 på Vestegnen. Men vi kom godt igen i dag, fik fat i kampen og kontrollerede resten af første halvleg, vi vandt med 3-1.

I anden halvleg laver vi så to hurtige mål, der punkterede kampen. Derefter forsøgte vi at holde den kørende og skabe noget, der forblev lige ved og næsten, men fik så scoret et mål til sidst.

Så alt i alt en godkendt indsats mod en modstander, vi ganske enkelt skal slå, når de kommer med et U19-hold. Det er et godt U19-hold, men uden tvivl et hold vi skal slå med vores trup. Det er dog vældig tilfredsstillende, at vi vinder så markant på dagen.

Næste kamp:
14. maj, 16:00 OB – FC Helsingør, EWII Park